
Sangill Grafisk overtager aktiviteterne fra Spiralin A/S og styrker efterbehandlingstilbuddet i Prinfo-kæden.
Sangill Grafisk har overtaget aktiviteterne fra Spiralin A/S efter ejerens beslutning om at afvikle virksomheden. Med overtagelsen fortsætter John Holst – Spiralins mangeårige specialist i spiralog og wire-o-indbinding – sit virke hos Sangill Grafisk i Holme Olstrup. Det sikrer både kontinuitet for eksisterende kunder og en markant styrkelse af Sangill Grafisks kompetencer inden for specialiseret efterbehandling.
John Holst vil fortsat være tilgængelig på det samme telefonnummer som hidtil, og kunder og samarbejdspartnere kan regne med den samme høje faglighed og dedikerede service, som har kendetegnet Spiralin A/S gennem årene.
– Vi er glade for at kunne videreføre de stærke kompetencer og relationer, som John har opbygget gennem mange år, udtaler Henrik Sangill. – Det er en naturlig udvidelse af vores eksisterende kapacitet og et vigtigt skridt i at styrke vores samlede tilbud til markedet.
Som medejer af den landsdækkende Prinfo-kæde bidrager Sangill Grafisk med denne overtagelse til at styrke det samlede værditilbud i kæden. Med integrationen af Spiralins ydelser får kæden nu endnu stærkere dækning inden for avanceret efterbehandling og specialløsninger – til gavn for både trykkerier, forlag og øvrige kunder i hele Danmark.
Sammen med John Holst ser teamet hos Sangill Grafisk frem til at fortsætte leveringen af fleksible, professionelle og kvalitetsbevidste løsninger inden for efterbehandling, hæftning samt spiral- og wire-o-indbinding.






