
Zealand Packaging har eksisteret siden 2012, hvor Poul Erik Dahl startede virksomheden som en broker-virksomhed inden for emballageproduktion.
Udgangspunktet var ingenting. Ingen kunder og ingen produktionspartnere. Men et besøg på emballagemessen Scanpack skabte forbindelse til et østeuropæisk trykkeri der sidenhen, når behovet opstod, blev nøglen til at finde andre specialiserede trykkerier i samme område. Poul Erik Dahl fortæller:
– Der findes ikke ret mange specialiserede emballagetrykkerier i Danmark, som samtidig opererer som underleverandører. Det gør der i Østeuropa, hvorfor jeg i dag har hovedparten af mine leverandører der.
Det var med en betydelig erfarenhed i bagagen at Poul Erik startede. Han er udlært trykker og har, siden han blev udlært på Gadegaard Nielsens Bogtrykkeri i Lemvig, arbejdet som beregner, tilrettelægger samt som både produktions- og kvalitetschef hos en række forskellige virksomheder bl.a. A. C. Schmidt. Han har desuden gået på Den Grafiske Højskole.
– Da jeg startede Zealand Packaging, var det med et ønske om tage alt det bedste fra mine tidligere job og samle det i min egen virksomhed. Det, jeg havde fundet størst glæde ved tidligere, var at være projektleder for BookPartner. Her tog jeg mig af salg, produktudvikling, produktionsplanlægning, levering og opfølgning. Det er også det jeg gør nu, og det passer mig rigtig godt. Jeg er med i hele processen. Emballage er et meget stabilt marked, hvor relationer og tæt samarbejde er vigtige, og det giver mig rig mulighed til at bringe min erfaring og kompetencer i spil.
Mindre virksomheder har sjældent kompetencerne selv
Det er små og mellemstore kunder som Zealand Packaging betjener. Ifølge Poul Erik er mange af kunderne start-up-virksomheder, hvor ejerlederen ofte er dybt engageret i produktion og udvikling af deres eventyr. Der er ofte et stort potentiale i at præsentere varen i en spændende emballage, men ejeren har hverken tiden eller kompetencerne til at styre eller udføre dette. Her kommer Poul Erik og Zealand Packaging ofte ind som ekstern hjælp der kan medvirke til at støtte og promovere salget af virksomhedens produkter.
– Vi lavede engang en papæske til en flagfabrik, hvor flaget skulle ligge i. Da vi sad og talte om opgaven viste de mig, hvad der yderligere skulle i æsken. Udover flaget skulle der en pose med flagline. De havde selv købt nogle transparente poser, som de kom linen i. Udover linen kom de en varedeklaration ned sammen med linen, satte en sticker på forsiden samt en stregkodelabel på bagsiden og lukkede den med et stykke pap og et par clips.
Det skabte ideen om at udvikle en pose til flaglinen, hvor varedeklaration og label var trykt på posen, som blev lukket med en selvklæberordning – og pludselig havde vi skabt en løsning, der både virkede mere professionel og samtidig sparede flagfabrikken for både tid og omkostninger. Det er sådan noget, der gør en glad, siger Poul Erik.
Realiserbare løsninger, der er til at betale
Det er de spændende, men realiserbare løsninger, der har Poul Erik Dahls store interesse. Fra sin tid som beregner husker han tydeligt, hvordan de unge sælgere kunne komme hjem med tilbud der skulle beregnes, hvor han, allerede da han så hvad de skulle lave tilbud på, kunne tænke: – Den opgave sælger vi aldrig! Han kan ret hurtigt skære opgaverne til, så de både forbliver interessante, men stadig kan produceres og ikke mindst betales.
– Vi har kun kunderne til låns. Med tiden bliver de opkøbt, lukker, får nye indkøbere med andre relationer eller de får bare et bedre tilbud et andet sted, så det eneste vi kan gøre er at yde den bedste service og skabe så gode relationer, så hvis de fortryder, at de har skiftet leverandør, så vil de overveje at vende tilbage, siger han.
Han ser det som en naturlig udvikling og derfor er det også en del af hans strategi hele tiden at have nye kunder i pipeline. En af metoderne til at skabe kontakt er ikke at være karrig med sin viden.
– Jeg rådgiver gerne om stort og småt uden beregning, hvis jeg kan fornemme en oprigtighed i en forespørgsel. Mange opgaver handler også om at modificere eller skabe varianter af eksisterende produkter. Det kan du komme til at betale kassen for hos et reklamebureau, det gør vi uden at det koster en krone.
Zealand Packaging har til huse i Birkerød.
