
Tekstilrammer, pyloner, lysskilte m.m. fylder en del på Sign Print & Pack-messen. Vi har kigget ind hos nogle af leverandørerne for at høre, hvad de har at byde på.
Kundetilpassede skilteløsninger
Dansk Alvøen er på Sign Print & Pack for at vise deres løsninger inden for tekstilrammer, pyloner og indendørs skilte. Alle deres produkter fremstilles på ordre og tilpasses og samles på deres adresse i Randers.
Tommy Bøgild der, sammen med sin bror Kim, ejer og driver Dansk Alvøen, fortæller, at deres koncept bygger på at kunne lave kundespecifikke løsninger med kort leveringstid. De har 1.800 m2 produktions- og værkstedsfaciliteter.
– På Sign Print & Pack-messen fortæller vi selvfølgelig om alle vores løsninger, men har særlig fokus på tekstilrammer med trækant. Selvom aluminium er noget af det mest bæredygtige, fordi det næsten kan genbruges i det uendelige, så er der en stigende efterspørgsel efter noget mere eksklusivt som træ, siger Tommy Bøgild.

Webshop med særlige fordele
DSI (Dansk Skilte Inventar) er med deres 7.000 m2 store lager og dag-til-dag-levering en af Europas største leverandører af skilte-, messe- og displaysystemer. De benytter messen til at promovere deres webshop som har fået et par nye tilføjelser.
– Webshop’en er til for at gøre det nemt for vores kunder. Som noget nyt har vi implementeret drop-shipping, hvor vores kunders produkter kan sendes direkte til deres kunder med deres logo og kendetegn, fortæller salgschef Steen Lauritzen.
– Vi ønsker at få en større synlighed på det danske marked og tilbyder i den forbindelse fri fragt på alle ordre over 800 kroner for alle nye kunder, tilføjer salgsansvarlig for Danmark, Norge og Sverige Kenn Good Christiansen.

Det digitale A-skilt
Bendixen er eksperter i lysskilte og det danske klima stiller store krav til elektronik og lyskilder, derfor benytter de udelukkende gennemtestede LED-moduler i deres skilteløsninger.
Men egenproduktion i Danmark har de 100% kontrol over materialer, komponenter og kvalitet. Det er, ifølge New Bizz Manager Palle Schou, kundens sikkerhed for løsninger med lang levetid.
På messen viser de en lang række forskellige lysskilte. Blandt andet et lysbogstav, hvor materialet er reduceret far 30 til 15 mm i tykkelsen og alligevel med en jævn lysfordeling i bogstavet. Reduktionen i tykkelsen betyder en materialebesparelse på 50%.
Palle Schou viser også et alternativt A-skilte som er en LED-skærm på batteri, der kan vise udskiftelige eller levende billeder i 8 timer på en opladning. Skiltet har tyngde nok til at være stabilt under de fleste vindforhold.