Der er gang i butikken hos PR Offset, som på Drupa skrev under på en aftale om en ny Heidelberg offsettrykmaskine, og nu annoncerer købet af From Grafisk i Kolding.
Det er to betydelige beslutninger som PR Offset her tager i et udfordret marked, hvor det det er alfa og omega at kunne både forudse og tilpasse sig markedets forandringer.
På den seneste Drupa-messe, underskrev PR Offset en aftale om køb af en ny Heidelberg Speedmaster 106 XL. Denne investering er et klart signal om virksomhedens ambitioner og vilje til at forbedre deres produktionskapacitet og effektivitet.
Investering i fremtidssikret teknologi
De besluttede at investere i en ny offsetmaskine, selvom deres nuværende maskine kun er 10 år gammel. Denne beslutning er, ifølge Rene Vestergaard, nøje overvejet og handler om at være godt forberedt på fremtiden og imødekomme kundernes behov.
– Vi ser en støt tilgang af opgaver, og selvom markedet for offsettryk har ændret sig de seneste 10 år, har vi formået at tilpasse os. Den nye maskine vil give os mulighed for at reducere tidsforbruget på produktionsskift og indkøring markant. Dette betyder mindre spild og øget produktionskapacitet, hvilket er afgørende for at kunne levere det, vores kunder efterspørger.
Den nye maskine repræsenterer en betydelig teknologisk opgradering. Deres gamle maskine er stadig i god stand og eftertragtet på markedet, men de har nået et punkt, hvor en opgradering var nødvendig for at undgå kapacitetsbegrænsninger. Med den nye maskine kan de både sikre den nuværende produktion og skabe ekstra kapacitet til fremtidige opgaver.
For at minimere forstyrrelser i deres produktion, planlægger de installationen af den nye maskine mellem jul og nytår 2024. Dette vil sikre, at de kan fortsætte deres daglige drift uden større afbrydelser.
– Vi er dedikerede til at levere kvalitet og effektivitet til vores kunder, og denne investering er et skridt i retning af at styrke vores position på markedet og sikre, at vi fortsat kan tilbyde en bred vifte af løsninger, siger René.
Planerne med From Grafisk
Erhvervelsen af From Grafisk i Kolding er en del af PR Offsets strategiske vækstplaner. Tanken er, at From Grafisk fortsætter under selvstændigt navn og med eget CVR-nummer for at bevarer brandets værdi og kundebase. Beslutningen om, hvorvidt salg og projektledelse forbliver i Kolding eller flyttes til Fredericia, er endnu ikke truffet, hvilket afspejler en fleksibel og medarbejderfokuseret tilgang. Al produktion fra From Grafisk vil blive flyttet til PR Offsets faciliteter i Fredericia. Denne centralisering muliggør en mere effektiv udnyttelse af eksisterende ressourcer og produktionskapacitet.
– Vi har et stort og professionelt set-up her i Fredericia, både hvad angår offsettryk, digitaltryk og storformat og har, på trods af købet, ikke umiddelbart behov for at udvide maskinparken yderligere. Fokus er i stedet på at optimere og integrere de to virksomheders operationer, siger Rene.
Det er ikke første gang at PR Offset køber andre trykkerier. De har gennem årene købt en lille håndfuld, senest Digitalhuset i Vejle.
Storformat under kraftig udbygning
I storformatafdelingen kører de på to skift for at udnytte maskinparken, som består af en swissQprint Nyala og en relativt ny Canon Arizona, begge 2 x 3 meter format. De har for nylig købt yderligere en Canon Colorado, så de nu har to Colorado’er samt et Zünd skærebord.
– Som hos de fleste andre fylder storformat stadigt mere. Vores succes på området skyldes i høj grad, at vi er med til at inspirere og udvikle kundernes ønsker. Vi får meget ros for at være aktive i udviklingen af nye produkter og løsninger, fortæller Rene.
De har også deres eget snedkerværksted, hvor de indimellem udvikler nogle løsninger, som er både mere ”lækre” og betydeligt mere holdbare end fx en traditionel re-board-løsning, og som ikke koster specielt meget mere. Holdbarheden kan også vise sig god for miljøregnskabet.
Nye folk løfter virksomheden
PR Offset har også taget skridt til at styrke deres ledelsesteam og salgskapacitet, hvilket er afgørende for deres fortsatte vækst og succes.
For to år siden åbnede PR Offset et kontor på Tonsbakken i København. Her sidder der tre erfarne sælgere/projektledere. Denne udvidelse har været en stor succes og har bidraget væsentligt til virksomhedens vækst.
Den 1. marts i år tiltrådte Michael Trebbien som produktionschef for at aflaste Rene Vestergaard i den daglige produktion. Michael bringer værdifuld erfaring fra tidligere stillinger hos Lasertryk og Rosendahls, og forventes at spille en central rolle i virksomhedens fremtidige udvikling.
Rene Vestergaard ser frem til at kunne fokusere mere på strategi og forretningsudvikling, mens Michael Trebbien overtager den daglige produktionsledelse. Denne rollefordeling skal sikre, at PR Offset kan fortsætte med at vokse og tilpasse sig markedets krav.
Rene Vestergaard lægger dog ikke skjul på, at en af de største udfordringer, PR Offset står overfor, er rekrutteringen af kvalificerede medarbejdere. Det er en udfordring, der deles af mange i branchen, og som kan påvirke fremtidige ekspansionsplaner.