
Tre gange har Fespa Denmark afholdt det danske mesterskab i bilindpakning. Alle tre gange har Filip Sørensen været på podiet, som en af de tre bedste. I år vandt han. Nu venter verdensmesterskabet (World Wrap Masters) senere på måneden i Amsterdam.
Konkurrencen gik over to dage. Som noget nyt blev dommernes pointgivning offentliggjort så alle kunne se, hvor mange point de fik i hver enkelt disciplin. Det var et af hoveddommer Jesper Sølagers ønsker, for at deltagerne kunne få en bedre feedback og blive klogere på, hvor de kan forbedre sig og måske gøre det endnu bedre næste år.
Dag 1 bestod af en indledende runde hvor de første otte blev sorteret fra. Herefter fulgte en semifinale, hvor yderligere fire blev sorteret fra. Dag to var finaledagen, hvor de fire bedste deltog. Her var der kun én opgave, hvor de skulle kæmpe om, hvem der var bedst til at pakke en bilside ind på 80 minutter.
I den samlede point-givning efter dag et var det også tydeligt, at det var en determineret Filip Sørensen der var mødt frem. I semifinalen var der ingen der var tæt på Filip pointmæssigt. Og det gentog sig i finalen, hvor han samlede 435 af 455 mulige point. Igen med afstand til den næstbedste Maria Terp Holdt, der vandt i 2022 og Katrine Clausen på 3. pladsen. De var i øvrigt, ligesom Filip, begge i finalen de to foregående år. Niklas Lind var finalens fjerde deltager.
Sparede på folien
Dommerpanelet havde sidste år været lidt beskæmmet over, hvor meget folie der gik til spilde. Derfor havde i år tilrettelagt konkurrencen og designet af folierne, så de kunne reducere forbruget markant. Ifølge dommer Rikke Christiansen gik de fra 10-12 folier pr. deltager og ned til fire folier. Det skete blandt andet ved, at folierne til bilsiderne blev designet, så det var ligegyldigt om de skulle monteres på en højre- eller venstreside.
Sponsorerne er med for at støtte branchen
Antalis, Hexis, Signcom og Vikiallo sponserede deltagernes startgebyr samt de folier de skulle bruge. Niels Rask, som er formand for FESPA Danmark, og hans virksomhed NS Systems sponserede dommerskjorter og deltager T-shirts og Audi stillede endnu engang lokaler og biler til rådighed. Vikiallo sponserede desuden en pølsevogn, så såvel deltagere som gæster kunne få sulten stillet.
Flere publikummer og flere unge mennesker
Michael Brochmann, markedschef hos GRAKOM, fortæller, at de I år har sat alle sejl til, for at få flere publikummer til konkurrencen. Det handler både om at skabe en sjovere og mere levende begivenhed, men også om at vise især de yngre mennesker, at der sker spændende ting i denne del af branchen, og måske derigennem inspirere til, at de vælger at uddanne sig som fx skilteteknikere.
Det var lykkedes at aktivere medier som Fredericia Dagblad og TV2 Syd, som havde bragt indslag om World Wrap Masters. Derudover havde GRAKOM invitereret en række tekniske skoler og lokale folkeskoler til at komme og kigge med. Det gav sig udslag i omkring 200 gæster på første dagen, hvor der fx kom en skoleklasse fra lokalområdet.
– Det virkede nogenlunde, men næste år skal vi nok være lidt tidligere ude, i hvert fald i forhold til fagskolerne, siger Michael Brochmann, som dog alt i alt var tilfreds med både fremmødet og arrangementet som helhed.









