
Hvor er vi på vej hen med rullebaseret inkjetprint? Vi har spurgt Canons marketingsdirektør for EMEA-regionen, Hans Schmidbauer, om, hvad der har bragt udviklingen derhen, hvor vi er nu, og hvad der skal bringe den videre.
Canon lancerede deres nyeste Prostream 3000-serie på Hunkeler Innovation Days.
Hvilke teknologiske landvindinger, mener du, har dannet grundlag for inkjets succes generelt og for Canon specielt?
– Canon valgte tilbage i 2007 at satse på production inkjet med Jetstream-serien som var baseret på et tredjeparts produkt. Det var en high-speed transaktionsprinter, som vi ret hurtigt fik succes med. Den var dog også med til at cementere inkjet som et lavkvalitetsprodukt, som kun kunne bruges til transaktionsprint på brevpapir. Men hen over årene skete der generelt det, at farverne blev bedre, papiret blev bedre og ikke mindst blev tørringsteknologierne bedre. Det gjorde det muligt at printe på en langt større vifte af medier i en stadigt bedre kvalitet.
– Med Prostream-serien, som blev lanceret i 2017, var ambitionen fra starten, at vi ville lave offset-kvalitet, på offset-papir i noget der nærmede sig offset-hastighed. Og vi må sige, at kvaliteten ikke længere er det, der står i vejen.
– Med Prostream 3000, som vi netop har lanceret, bevæger vi os endnu et stykke op ad stigen. Kvaliteten er sammenlignelig med offset og vi kan trykke på en bred vifte af medier med op til 11.300 B2-ark i timen med tryk på begge sider. Samtidig har vi sænket energiforbruget og varmeafgivelsen i systemet, hvilket tæller positivt på miljøsiden.
Prostream-serien har været på markedet i seks år. Hvordan er det gået og hvem er der, der køber?
– Vi har solgt flere end 160 Prostream 4-farvetårne siden 2017. Vi ser især interesse fra kommercielle trykkerier, der har brug for et alternativt produktionsapparat til de efterhånden mange små oplag som deres hverdag er præget af, og vi ser en interesse fra digitale trykkerier, der er på udkig efter en højere produktivitet på deres små og ofte individualiserede produktioner.
– Men vi kunne godt tænke os, at dem der sidder på marketing-budgetterne (varemærkeejere og reklamebureauer) var mere opmærksomme på mulighederne i digitalprint generelt og inkjet specielt. Der er et enormt potentiale i at koble webshoppen med både workflow- og MIS-system. Værktøjerne er til stede, men der er endnu langt at gå. Når først det sker, vil vi for alvor kunne udnytte potentialet i den digitale produktion. Det er dog langt hen ad vejen op til os selv at udbrede dette budskab.
På Hunkeler Innovation Days så vi alle de store print-leverandører, vise deres ypperste maskiner frem inden for rullebaseret inkjet-produktion. Men vi så også en lille håndfuld arkbaserede inkjet-printere, som kan (eller snart vil kunne) det samme som en tonerprinter. Hvordan ser Canon på tonerprinterens fremtid?
– På den korte bane er der fortsat et stort marked for tonerprintere. De er effektive til små produktioner og har en meget stor mediefleksibilitet. Og så kan de noget, som du ikke rigtigt finder andre steder endnu. De kan printe med meget kraftig farvedækning og de kan printe dupleks bannerformater i op til omkring 120 cm i længden. Så dem vil vi fortsat satse på. Men det er da klart, at vi følger udviklingen og blandt andet ser på, om der opstår nye markedssegmenter inden for inkjet.
Hunkeler Innovation Days (HID) er en lidt anderledes form messe end dem vi ellers kender. Det er én leverandør, der inviterer andre kollegaer i branchen. Hvad mener du om det koncept?
– HID er en meget kompetent messe med et spændende set-up med hele produktionslinjer sammensat udstyr fra forskellige leverandører. Det tiltrækker besøgende fra hele verden, men den har også stor lokal betydning. Det er en af grundende til, at vi også har valgt at udstille både vores iX3200 og den nye Imagepress 1000. Det giver vores lokale forhandlere mulighed for at invitere en bredere vifte af deres kunder.