Det er mange års erfaring som bl.a. IT-chef hos kendte danske etikettrykkerier, der har dannet grundlag om ideen – Labelhub. En cloud-baseret automatiseringsløsning, der er målrettet digitale etikettrykkerier, og som leveres på abonnement.
Peter Vogt, som står bag ideen og firmaet Labelhub, har arbejdet med IT-integration af såvel workflow som ERP/MIS-systemer og har via sin egen position set, hvor meget det egentlig kræver af en virksomhed, før de kan udnytte de automatiseringsmuligheder der på den lange bane skal gøre dem konkurrencedygtige. I mange tilfælde kræver det en IT-afdeling og tidskrævende uddannelse af superbrugere.
Derfor har de udviklet Labelhub som tager sit udgangspunkt i, at det skal være enkelt at komme i gang og nemt at bruge uden et længere uddannelsesforløb. Systemet består af to dele: Prepress Automation og Customer Web Portal. Peter Vogt fortæller:
Automatisér op til 80% af prepress workflowet
– Vi læner os op ad 80/20-reglen med vores software. 80% af opgaverne er så lette og enkle at tilgå, at en kundeservice medarbejder eller en ordrebehandler snildt kan modtage, verificere, godkende og sende en ordre i produktion uden at andre behøver at blive involveret. Det vil spare meget frem og tilbage tid og lette presset på fagfolkene i produktionen.
Når en artwork fil modtages i Labelhub bliver den umiddelbart udsat for et preflight-check. Hvis filen er lavet korrekt, glider den fejlfri igennem og kan sendes direkte i produktion. Hvis filen fejler kan den i mange tilfælde nemt rettes af softwaren. Det betyder, at vi hurtigt kan sætte gang i trykningen uden at skulle flytte en opgave rundt i organisationen, forklarer Peter Vogt.
Systemet er betydeligt enklere end andre løsninger på markedet, og det er helt bevidst, forklarer Peter Vogt:
– Vi ville lave et system som er attraktivt for digitale etikettrykkerier. Vi kan med vores system modtage, preflighte og udskyde artwork filer så det passer til en hvilken som helst digital etikettrykmaskine. På udskydningen kan vi både vælge at have en opgave samlet, eller vi kan kombinere forskellige opgaver for optimal udnyttelse af rullen.
En af de afgørende pointer for Peter Vogt er, at mange af opgaverne flyttes frem i processen, så fagfolkene kun skal tage sig af de opgaver, der kræver deres ekspertise. Det burde, alt andet lige, gøre organisationen mere effektiv.
Kundeportal og ERP/MIS-integration
Ved at tilvælge Connect-delen kan systemet også udvides og integreres til de fleste ERP/MIS-systemer, siger Peter Vogt. Han fortæller, at de har lavet så mange forskellige integrationer på forskellige niveauer, at de ved, hvad der skal til. Derfor er integrationen til ERP/MIS-system heller ikke noget de tager særskilt penge for. Det koster altid en arbejdsindsats, hos kunden, som de selv må afholde, men programmeringstiden koster ikke noget hos Labelhub.
– Det er en ren abonnementsløsning uden nogen form for binding. Du kan tilmelde dig og stå af, når du ikke gider længere. Sådan vil vi helst selv have vores egne abonnementer fungerer, så derfor gør vi det på den måde, siger Peter Vogt.
Systemet rummer også en meget enkel kundeportal (Customer Web Portal), hvor etiketkunderne får feedback på deres uploadede filer og de kan se, hvad de har lagt op og foretage genbestillinger. Alle etiketter opbevares i et online kartotek og hele historikken er tilgængelig.
Rejsen er begyndt
Det er fire år siden, at de præsenterede Labelhub på LabelExpo. Den gang var det med en PowerPoint-præsentation og en beta-version for de betroede kunder. I dag er systemet integreret i en række etikettrykkerier. Det gælder fx Optimim Group Nordic og Interket. Og i dagene efter nærværende interview var der planlagt en række møder hos både danske og udenlandske etikettrykkerier. Vi ønsker held og lykke.