Der var ikke alene åbent hus, men også fuldt hus, da Vikiallo den 2. og 3. november åbnede en hal fyldt af udstyr og materialer fra mange forskellige leverandører.
Dem der besøgte Sign&Print messen i Odense kunde genkende en del, men der var også kommet en hel del nyt ind i democentret i Kolding.
Første station viste transferprint fra Oki og materialer fra det af Vikiallo nylig opkøbte Transferprint. Jari Tiihonen var kommet fra Finland for at vise label-, transfer- og emballagetryk med Oki-maskinerne, mens Kasper Valeur var fuldt optaget med at vise transfer. Dem der fulgte hans demo var Søren Petersen og Morten Halskov fra Sportigan i Viborg.
Epsons V7000 uv flatbed storformatprinter var noget som Henrik Vind fra Stickers.dk gerne ville kigge på. Demo blev udført af Jesper Lindeberg.
Vikiallos egen opfindelse Vinyl Remover bliver ved med at trække interesse, fordi den giver så stor tidsbesparelse hos kunderne. Her er det udvikler Thomas Sandgaard der viser for Henrik Svit fra Folieguru i Flensborg.
Under pandemien var det nogle gange svært for Roland DG at få frem chip nok til de mange solgte maskiner. Men nu kan Martin Sigsgaard fortælle at der atter er helt normale leveringstider.
Yellotools er et firma der har dedikeret sig til at opfinde og have alt det hjælpeudstyr som en skiltemager skal bruge. Der er tusindvis af produkter i deres katalog. Hos Vikiallo har de fået en helt egen afdeling, hvor man kan tage på og teste de mange smarte værktøjer. Her er det Vikiallos Ole Sørensen der demonstrerer for Niels Poulsen og Daniel Poulsen fra Proventus Grafisk i Frederikssund.
Spandex har sit helt eget brand for pvc-fri skære- og printvinyler. Jette Madsen var på plads for at vise og forklare. Hun fortalte at de pvc-fri materialer nu kan trykkes med både latex- og uv-farver. Holdbarheden er også forbedret og de holder nu for mindst fem års udendørsbrug.
Ofte skal der produceres skilte i relief eller en figur. Der hjælper Tractus 3D-printerne. Dem var Søren Benche og Charlotte Brockmann fra ingeniørfirmaet Cowi kommet for at kigge på. Richard Skovrup stod for demoen.
Salget skal fungere uafhængigt af at der er åbent hus. Så Jette Kjær og Alberte Harris var fuldt optaget med kundesamtaler på telefon.
Chefen Kim Harris var aktiv på mange af stationerne under det åbne hus. Her sidder han i snak om materialer med Jyske Banks Carsten Gaarde, der kunne fortælle at banken fortsat har en stor inhouse afdeling.
Fræsere i egen afdeling hos Vikiallo
Vikiallos Axyz fræsere bliver bygget i Canada og firmaet har mange års erfaring med brandet. Steen Thomsen kunne fortælle om en maskine der blev leveret for 20 år siden og hvor de endnu ikke har behøvet at gøre sit første servicebesøg. De ting der har været, har kunden selv kunnet løse.
– En af nøglerne til at maskinerne er så stabile er at tandhjulene står på skrå, så kaldte Helica rack. Det gør at når værktøjerne bevæger sig så har de kontakt med flere tænder. Det gør også at den kan accelerere og bremse meget hurtigt.
Vikiallo sælger både de mindre startmodeller og de større, der både er udstyret med fræs, oscillerende skærekniv og bukkehjul. Det gør at den selvsamme maskine kan bruges både til fræsning, at skære i skum og at skære skråt for det der siden skal bukkes sammen.