Elefantprint går ind på markedet for reklameartikler

PUBLICERET: 21 October 2026
OPDATERET: 21 October
Jeppe Bladt, tidligere ejer af Wilke Promotion og Anders Nees. Pressefoto.

Elefantprint i Skanderborg, har købt Wilke Promotion og webshoppen wpro.dk.

Med opkøbet udvider koncernen fra tryksager, skilte og messestande til reklameartikler og merchandise. En ny UV-printer er allerede i drift, og transfertryk til tøj og poser følger fra starten af 2027.

Den 1. oktober 2026 overtog Elefantprint A/S aktiviteterne i Wilke Promotion, der siden 2012 har solgt reklameartikler, profilbeklædning og firmagaver til virksomheder, skoler og offentlige institutioner i hele Danmark.

For Elefantprint er handlen et strategisk skridt ind i et nyt forretningsområde, der ligger tæt op ad kerneforretningen. Kunderne er ofte de samme virksomheder, og behovet er det samme: at blive set og husket.

Samme kunder, nyt sortiment

– Vores kunder bestiller roll-ups, bannere og tryksager til messer og events. Og så spørger de, om vi også kan levere kuglepenne, drikkedunke og tøj med logo. Indtil nu har vi måttet sige nej. Med Wilke Promotion får vi et etableret sortiment, en veldrevet webshop og folk, der kender branchen indefra, siger Anders Nees, ejer af Elefantprint.

Reklameartiklerne sælges via både wpro.dk og elefantprint.dk, så Wilke Promotions sortiment når ud til Elefantprints eksisterende kundebase.

Produktionen flytter hjem

Elefantprint vil selv trykke de reklameartikler, kunderne bestiller mest. Det skal ske i koncernens produktion på over 3.000 m² i Skanderborg. Der er investeret i en ny UV-printer, der trykker direkte på alt fra golfbolde og kuglepenne til drikkedunke. Fra starten af 2027 kommer transfertryk til tøj og poser også i eget hus.

– Tryk er vores fag, og vi har pladsen og folkene. Når vi selv producerer de mest solgte produkter, kan vi samle mange små ordrer og køre dem som én stor produktion. Det giver kortere leveringstider, fuld kontrol over kvaliteten og skarpere priser, også når kunden kun skal bruge et lille antal. Det er en naturlig udvidelse for en grafisk virksomhed som vores, siger Anders Nees.

Erfaring fra branchen med i købet

Wilke Promotion fortsætter som en del af Elefantprint med Jeppe Bladt og Helle Heilberg, salgs- og ordrekoordinator. Jeppe Bladt, tidligere ejer af Wilke Promotion, har fået ansvaret for både wpro.dk og reklameartikler på elefantprint.dk.

– Vi har altid været afhængige af andres produktion. Nu står maskinerne i vores egen hal, og vi har et stærkt grafisk miljø omkring os. Det giver helt nye muligheder for at udvikle forretningen, siger Jeppe Bladt.

Parterne oplyser ikke købesummen.

De seneste nyheder

Læs videre