Jacob Hummel bliver ny CCO hos Komori Europe

PUBLICERET: 1 October 2026
OPDATERET: 1 October
Den nye COO for Komori Europe, Jacob Hummel Hededam, og CEO Thomas Heininger. Pressefoto.

Efter nogle år som General Manager for Scanket har Jacob Hummel Hededam valgt at fortsætte karrieren hos Komori Europe som CCO (Chief Commercial Officer) med det kommercielle ansvar for det europæiske marked.

– Efter en god dialog med CEO Thomas Heininger blev vi enige om, at tiden var moden, og mulighederne store, for Komori på det europæiske marked. Derfor valgte jeg at tage imod denne superinteressante udfordring, hvor opgaven bliver at løfte salget fra at være mere maskinorienteret til at være mere løsningsorienteret. Det er det, markedet efterspørger, og Komori har det, der skal til, siger Jacob Hummel Hededam.

Han fortæller videre, at Komori på linje med andre trykmaskineleverandører har udviklet softwareløsningen KP-Connect, som rummer en lang række funktioner, der ofte ikke udnyttes fuldt ud. Ved at aktivere disse kan trykmaskinerne blive langt mere automatiserede og effektive og dermed skabe større værdi for kunderne. Det er blandt andet dette budskab, han skal bringe ud i markedet.

Jacob Hummel Hededam får hele Europa som arbejdsplads. Komori har egne kontorer i England, Frankrig, Tyskland og Italien, som alle kommer til at referere til Jacob, ligesom forhandlerne i de øvrige europæiske lande. Det gælder også Custmo, der forhandler Komori og det Komori-ejede MBO i Danmark og Sverige.

Komori er en japansk virksomhed med europæisk hovedkvarter i Utrecht i Holland, hvor Jacob vil få sit udgangspunkt. Han vil dog fortsat bo i Danmark.

– Det bliver utrolig spændende at arbejde for en japansk organisation med en meget særegen kultur, hvor respekt, ordentlighed, præcision og kvalitet er nøgleord. Jeg ser frem til at besøge både kunder og partnere i hele Europa og til at arbejde med at forene det bedste fra vores kulturer.

Komori intensivere sin markedsudvikling i Europa

Hos Komori ligger fokus på at udvikle sig fra en traditionel leverandør af trykmaskiner til en udbyder af integrerede produktionsløsninger. Offsettryk, digitaltryk, efterbehandling, automatisering, software og service skal integreres tættere og markedsføres som en samlet løsning. Dette ændrer også salgsorganisationens rolle. Der lægges i stigende grad vægt på at forstå kundernes forretningsmodeller og produktionsprocesser. Målet er på baggrund af denne indsigt at udvikle konkrete løsninger, der øger produktiviteten, automatiserer processer og skaber målbare økonomiske fordele.

Et andet prioriteret område er et tættere samarbejde internt i Komori-koncernen. De europæiske datterselskaber, salgspartnere og de forskellige produkt- og løsningsdivisioner skal hurtigere og mere systematisk koble markedsinformation, kundekrav og forretningsmuligheder sammen.

Som Chief Commercial Officer får Jacob Hummel ansvaret for at implementere denne kommercielle strategi i Europa. Dette omfatter især videreudvikling af den europæiske salgsorganisation, vinding af yderligere markedsandele, indtrængen på nye markeder og kundesegmenter samt en yderligere udbygning af det løsningsbaserede salg.

De seneste nyheder

Læs videre