Canon har vind i sejlene – og fokus på inkjet det kommende år

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 5 August 2026
OPDATERET: 5 August
Hans Dalmeijer (tv) og Simon Brejner er meget tilfredse med deres nye domicil, hvor de igen har plads til at vise både applikationer og udstyr.

Det har været et godt første halvår for Canon inden for produktionsprint, fortæller Simon Brejner, Channel Director for production print i Canon Danmark.

Juni måned var isoleret set en fantastisk måned for salg af Colorado-storformatprintere i Danmark, godt hjulpet på vej af både FESPA-messen i Barcelona og et Power to Move-arrangement for inviterede kunder i Canons innovation hub i Venlo i Holland.

Det medførte blandt andet et salg af den første Colorado XL til Johnsen Print & Digital Media som tidligere beskrevet i dette medie.

Men også tonerprint har vist en positiv tendens, hvor første halvår 2026 har været det bedste i mange år og det endda i et vigende marked. Det er der, ifølge Hans Dalmeijer, flere årsager til, og en af dem er, at det er blevet ret gode til at spotte mulige kunder i segmenter uden for det traditionelt grafiske. Det gælder fx statslige og kommunale institutioner samt corporate-segmentet hvor virksomheder med andre hovedformål ser en værdiskabelse i at investere i en professionel printsløsning.

– Vi har for nylig solgt en tonerprinter til en leverandør af logo-strømper. De sælger strømper med logoer til firmaer og foreninger, og har fundet ud af, at de er bedre stillet ved selv at fremstille de banderoler, der holder strømperne sammen parvis. Det kan godt være, at det ikke er billigere, men det giver en højere grad af fleksibilitet, hurtigere levering og ved at kunne levere banderolen med samme logo som strømpen øger de den oplevede kundeværdi. Og så er der ikke nogen unødige lagerbindinger, fortæller Hans Dalmeijer.

Simon Brejner og Hans Dalmeijer fortæller samstemmende, at det er en stor fornøjelse at arbejde for et firma (Canon) som satser så målrettet på det grafiske marked. Det viser sig blandt andet i den produktportefølje inden for inkjet som er på vej ud på markedet. Her er Canon på vej med deres B2-version af en inkjet arkprinter – varioPRESS iX7 – samt en model til at sætte ind mellem de højtydende inkjet-arkprintere og topmodellerne inden for tonerprint, nemlig inkjet-arkprinteren varioPRINT iX1700, der forventes at ramme det danske marked inden for det næste halve til hele år.

Det samme gælder inkjet-printere til både label- og kartonnage-produktion, som ligeledes forventes at nå markederne inden for de kommende år. Så der satses stort på at blive førende i alle kategorier inden for inkjet-printproduktion, hvor Canon allerede står stærkt på B3-ark samt rulleproduktion.

Det nye demorum har det samme antal maskiner som tidligere, men de står lidt tættere.
Nyt domicil

Oven i dette har Canon her i foråret indtaget et nyt domicil i Gladsaxe Company House lidt uden for København. Canon har sin egen etage i bygningen og en del af etagen ovenover. Bygningen er formet som en trearmet stjerne. Det giver et stort lysindfald i alle tre fløje og en formidabel udsigt fra alle kontorer på femte sal. I centrum for de tre arme er et stort fællesrum, som giver et naturligt samlingspunkt for alle ansatte.

– De har helt sikkert betydet, at vi oftere møder kollegaerne end det var tilfældet i det tidligere domicil, fortæller Simon Brejner.

Fra ankomst- og opholdsrummet i midten, som bærer mange tydelige Canon tegn og budskaber, er der adgang til de tre fløje, samt en trappe til demorummet, som ligger en etage oppe.

– Demorummet er lidt mindre end det vi kom fra, men dem der har været der husker også, at der var god plads mellem maskinerne. Der er lidt mindre plads nu, men den er til gengæld godt udnyttet. Vi har fået plads til præcis de samme maskiner, inklusive en Colorado M-serie, som endnu engang måtte hejses op og bringes ind igennem et afmonteret vinduesfag, siger Hans Dalmeijer.

Colorado’en er så stor en succes, og et vigtigt salgsredskab, at de har installeret en både i København og i afdelingen i Vejle.

Aktiviteter i efteråret

Allerede i september afholdes Sign Print & Pack-messen, hvor Canon i år har valgt en mindre stand med fokus på at vise applikationer.

– Det er et vigtigt forum for os, til at møde eksisterende og kommende kunder. Så vi er der med en bred vifte af applikationer, som kan produceres på vores maskiner og er mere end klar til at diskutere forretningsudvikling. Det er vigtigere end nogensinde. Vi har ikke nogen nyheder på tonerprintsiden endnu og de store inkjet-maskiner har vi besluttet at lade stå i democentret og så bringe de kunder som vil se dem, ned til Holland eller Tyskland.

Derudover ønsker Canon at bidrage mere til debat og udvikling, gerne i samarbejde med organisationer og foreninger, hvor fokus ikke er på salg, men hvordan man udvikler og styrker branchen. Der er aktiviteter i gang for at udvikle den slags arrangementer, men som Simon Brejner siger: – Vi afsøger mulighederne for at se om vi ikke kan få et sådan arrangement stablet på benene i løbet af efteråret, hvor grafiske virksomheder kan mødes for at netværke, få ny viden og inspiration. Hans afslutter med at sige – Vi glæder os allerede til andet halvår, som vi er sikker på at bliver ligeså spændende som det første og ikke mindst at præsentere vores mange nyheder til markedet.

Fra det centrale ankomst- og mødelokale er der adgang til de tre fløje samt til overetagen, hvor demorummet befinder sig.

De seneste nyheder

Læs videre