
Med billeder, som rigtig mange vil have stærke følelser omkring, viser fotografen Søren Solkær sine backstage oplevelser som fotograf på Roskilde festivalen gennem 27 år.
Billederne bliver vist på en udendørsudstilling på Kvægtorvet ud for Øksnehallen i det centrale København. Udstillingen er gratis og kan ses frem til den 26. juli. Udstillingen består af 64 fotografier (både sort/hvid og farve) i formatet 150 x 269 cm.
Søren Solkær har siden 1998 fotograferet kunstnere backstage og på scenen på Roskilde festivallen. Over tid har han opbygget et omfattende arkiv, med mere end 100 danske og internationale kunstnere før, under og efter deres koncerter. Fra unge kunstnere på tærsklen til deres første store optræden til internationalt etablerede navne som Jack White, Mø, Dua Lipa m.fl.
Billederne er produceret over en dag på Canons nye Colorado XL i deres udviklingscenter i Venlo i Holland, hvor Søren Solkær selv overvågede produktionen. Om det at printe billeder ud generelt og i dette format specielt, siger Søren Solkær:
– Jeg kan anbefale alle fotografer at prøve det, specielt unge fotografer, som ikke er vant til at se billeder på andet end en skærm. Det er som om billederne får en helt anden betydning, når de flytter sig fra en skærm og ud i et fysisk rum. Opmærksomheden fra beskueren ændrer sig også fra at være flygtig til at være noget man fordyber sig i.
Colorado XL
Colorado XL er Canons seneste skud inden for hybridt storformat med en printbredde på 320 cm. Billederne er printet i Quality Mode med deres egenudviklede UV Gel-teknologi på en 5 mm Vikupor PVC-plade uden efterbehandling. De kommer til at stå deres prøve som udendørs medie i det danske sommervejr, men Hans Dalmeijer fra Canon er ikke det fjerneste bekymret.
– Vi har allerede stor erfaring med at bruge print fra Colorado’en i udendørsmiljøer. Det gælder både plakater, busreklamer og bilindpakning, hvor holdbarheden typisk skal være meget længere, så man behøver ikke at være bange for, at farverne er falmet sidst i juli.
Om resultatet siger Søren Solkær:
– De ser fantastiske ud. Jeg er meget taknemmelig.










