
Efter adskillige opdateringer af eksisterende skæreborde præsenterede Summa en helt ny serie på FESPA-messen. Det er tydeligt, at producenten ønsker at være en del af topsegmentet inden for skæring.
F Vantage-serien, som blev afsløret på messens første dag, har et helt nyt styresystem, kraftigere komponenter, højere ydeevne og to nye værktøjer. Vantage-bordene kan allerede bestilles og fås i i to konfigurationsstørrelser: den kompakte F1612 og den større F1625-model.
– Her er ikke tale om en opgradering. Det er en helt ny generation af flatbed-skæreløsninger. Det er det største innovationsspring vi har gjort siden det første projekt, vi lancerede for 15 år siden, siger Geert Pierloot, administrerende direktør for Summa.
Kort før de nye borde blev præsenteret, holdt Summas administrerende direktør en tale til pressen og de besøgende.
– For to år siden stillede vi os selv et fundamentalt spørgsmål. Hvad skulle Summas rolle være inden for flatbed-skæring? Skal vi holde os til det, vi er kendt for? Eller skal vi gøre noget anderledes? Var det tid til at forsøge at omdefinere, hvad skæring kan være i det moderne produktionsmiljø?
– For os var svaret simpelt. Vi ville gå all-in. Vi måler alt, hvad vi gør, på den værdi, det skaber for kunderne, og tog derfor input fra kunder, partnere, brancheeksperter og operatører. Deres feedback førte til en dristig beslutning – at tage et stort skridt fremad.
Den enkleste maskine
Summa arbejdede sammen med kunder og partnere for at forstå deres udfordringer: at opretholde marginer på trods af stigende omkostninger, udnytte nye forretningsmuligheder og samtidig gøre produktionssikkerheden “kompromisløs”.
– Derfor udviklede vi F-serien Vantage med det mål at holde forretningen i gang og styrke operatørerne. Det er det betjeningsmæssigt nemmeste flatbed-skærebord, vi nogensinde har bygget. Enhver kan lære maskinen at kende på mindre end en time takket være dens brugervenlighed og GoProduce-software.
40 procent mere effektivt end tidligere modeller
Takket være automatisering, der vil forudsige fejl, før de opstår, og Summas bredeste værktøjsbibliotek nogensinde, vil arbejdsgangen i efterbehandlingen ændre sig og blive op til 40% mere effektive end tidligere, siger Geert Pierloot.
Fræsemaskinen yder op til 16.000 omdr./min. Bordet vil blandt andet kunne håndtere aluminium. F Vantage-serien har to nye værktøjer, et skæreværktøj til små detaljer og et kraftigt værktøj til kraftigere skæring. Andre innovationer inkluderer forbedret bevægelseskontrol, klingegenkendelse og bedre sensorer til materialetykkelse.
Ifølge Summa er resultatet renere skærekanter, færre værktøjsskift og en arbejdsgang, der opleves som næsten friktionsfri.
Tidligere havde Summa to softwarepakker til henholdsvis styresystemer og arbejdsgang. Nu er programmerne samlet i GoProduce.
– Det vil blive frigivet til alle maskiner, selv dem, der er ude i marken. Så det vil være en stor forbedring, siger Geert Pierloot .
Den nye serie har F-bords sikkerhedssystem, som producenten hævder, er designet til at være kompromisløst og umuligt at omgå. Det beskytter operatørerne, samtidig med at det minimerer nedetid og sikrer, at produktionen kan fortsætte.







