Der er meget store forskelle kommunerne imellem, når det kommer til gebyrer for de såkaldte bringeordninger.
Bringeordningerne er et aftalesystem mellem virksomhederne, der indleverer affald, de kommunale affaldspladser og kollektivordningerne, der håndterer det udvidede producentansvar for emballage.
Kommunerne kan tage gebyrer for at modtage affald fra virksomhederne. Et gebyr kommunerne så pålægger kollektivordningerne, som efterfølgende fordeler udgiften ud på deres medlemmer. Problemet er, at kommunerne håndterer dette meget forskelligt, og at kollektivordningerne ingen indflydelse har på, hvilke kommuner de er tilknyttet og hvorvidt der pålægges gebyrer. Det risikerer at give meget forskellige omkostninger for brugerne af de forskellige kollektivordninger.
En ny analyse, som kollektivordningen Emballageretur har lavet, viser, at gebyrerne varierer så meget, at det overordnede billede fremstår som en mosaik af tilfældigheder. Emballageretur efterlyser derfor, at myndighederne indfører nationale standarder med tilbagevirkende kraft, så alle aktører får ens vilkår og mulighed for langsigtet planlægning.
Emballageretur har indsamlet og analyseret offentligt tilgængelige data om kommunernes gebyrer for de såkaldte bringeordninger. I analysen har Emballageretur set nærmere på gebyrer for metal, plast og papir i de 98 kommuner. Der er tale om et samlet beløb på 45,7 mio. kr. årligt.
Analysen viser, at der ikke tilnærmelsesvis er sammenhæng mellem affaldsvolumen og de opkrævede gebyrer. Det er et problem, fordi de kollektive ordninger får tildelt kommuner ud fra den affaldsvolumen, som deres medlemmer repræsenterer. Den manglende sammenhæng mellem gebyr og volumen giver meget store forskelle på de regninger, som de kollektive ordninger modtager – og sender videre til deres medlemsvirksomheder.
– Det her er et lotteri, og ingen har indflydelse på, om de vinder eller ej. Det har helt sikkert ikke været hensigten, da man indførte producentansvaret, og det skaber usikkerhed omkring implementeringen, siger Morten Harboe-Jepsen, administrerende direktør i Emballageretur, som er en del af Retur.
Ingen rød tråd
Det er frivilligt, om kommunerne opkræver gebyrer for bringeordninger for plast og metal eller lader være, og Emballagereturs analyse har alene til formål at vise forskellene på, hvad kommunerne opkræver.
Ud af det totale beløb på 45,7 mio. kr. udgør gebyret for plast 43,8 mio. kr., så derfor har det stor betydning, hvad kommunerne gør i forhold til denne affaldsfraktion. Her er der omkring 20 kommuner, som har valgt ikke at opkræve et gebyr, mens fx landets næststørste kommune, Aarhus, opkræver et gebyr på 5.429.870 kr. Til sammenligning opkræver Odense Kommune 3.307.000 kr. i gebyr for plast, mens Bornholm opkræver 1.142.944 kr.
– Analysen viser os, at der rundt omkring i kommunerne er stor forskel på, hvordan man griber gebyret for bringeordninger an. Opkræver man et gebyr, eller gør man ikke? Og opkræver man et gebyr, er det store spørgsmål, hvordan man regner sig frem til det. Det ved vi ikke, og der er ingen rød tråd. Det er uholdbart, siger Morten Harboe-Jepsen.
– Her er det afgørende, at lovgrundlaget og den faktiske myndighedsimplementering sikrer lige vilkår for alle virksomheder, så der ikke – som det er tilfældet nu – opstår en situation, hvor to virksomheder med samme emballagevolumen kan have forskellige omkostningsniveauer alene af den grund, at deres kollektive ordninger har fået tildelt kommuner med vidt forskellige gebyrer, siger Emballagereturs adm. direktør.
Der skal kun være én variabel
Morten Harboe-Jepsen peger på, at det i forhold til gebyrer for bringeordninger, derfor er nødvendigt at indføre ensartede metoder for kommunernes udregning af gebyrer. Da der af organisatoriske, demografiske og geografiske årsager altid vil være naturlige forskelle på kommunernes omkostninger, er det dernæst nødvendigt at indføre en national udligning, hvor alle kommunerne indberetter deres omkostninger, og at der på det grundlag beregnes et gennemsnit. Dette gennemsnit bruges om standardsats, når der skal udregnes gebyrer til de kollektive ordninger, og som konsekvens vil gebyret fremadrettet kun have en variabel, nemlig volumen. Den nationale udligning skal administreres af et myndighedskontrolleret organ, et såkaldt ”Financial Clearing House”. Foretager man disse to justeringer, løser man den nuværende problematik, som analysen har blotlagt, og skaber en situation, hvor alle har samme vilkår.
Myndighederne er i øjeblikket ved at rette fejl og mangler inden for flere aspekter af implementeringen af producentansvaret for emballage, men de har ikke medtaget gebyr for bringeordninger i dette arbejde. Det vil sige, at der ikke er udsigt til en løsning med den lovændring, der er i høring i øjeblikket.
