
Den første elektriske Hummer er landet i Danmark og den er netop blevet pakket ind i 3M’s PWF-folie som er en indfarvet Paint Protection og Wrap folie. Den opgave stod Wrapit for.
– Det er en sjov bil og er formentlig den eneste i Danmark, men som faglig udfordring er den ikke anderledes end andre biler, siger Tommy Lindahl som er indehaver af Wrapit og i øvrigt 3M endorsed montør og selected partner.
Det var første gang at Tommy lavede en hel bil i PWF-folien fra 3M og han var absolut positiv over resultatet.
– Den er virkelig nem at arbejde med og som man kan se på billederne er finishen superflot. Det var en god proces og et meget tilfredsstillende resultat.
Udover det flotte udtryk har folien en selvhelende effekt der gør, at mindre ridser forsvinder af sig selv.
Benny Eriksen fra Sign Service, som leverede folien, fortæller at 3M Protection Wrap Film er en PVC-fri indfarvet bilindpakningsfolie og en PPF-film i et og samme produkt.
PWF er 70% kraftigere end traditionelle folier og har en garanteret holdbarhed på 10 år.
Ud af de 26 farver i serien faldt valget på Gloss Umbra Rossi til indpakning af Hummer’en.
Wrapit i nye rammer
Wrapit er for nylig flyttet til nye faciliteter i Rødekro. De har nu fået 600 m2 under samme tag, hvor de tidligere havde 380 m2 fordelt på to adresser.
– Det giver os meget bedre arbejdsbetingelser fremadrettet og denne gang har jeg købt bygningen, siger Tommy.
Han er ikke i tvivl om, at fuldindpakninger med farvede PPF/PWF vil være i vækst de kommende år, og fortæller at han allerede har yderligere to biler på bedding, som skal pakkes ind.
Wrapit er specielt kendt for indpakning af biler, men laver også solfilm, skilte og andre mere traditionelle folieopgaver.









