
Kailow indgår partnerskab med Rødovre Kommune for at hjælper unge mennesker med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
– For os handler det ikke kun om tryksager, emballage og kommunikationsløsninger. Det handler også om mennesker. At give unge en chance, skabe erfaringer og åbne døren til et arbejdsliv, hvor de kan vokse og udvikle sig, udtaler Per Puch Holm-Larsen, administrerende direktør for Kailow.
Ungeløftet har til formål at hjælpe unge godt på vej i livet og skabe muligheder for, at unge med behov for ekstra støtte får en tilknytning til arbejdsmarkedet. Partnerskabet skal bidrage til, at de unge kan forfølge deres fremtidsdrømme på lige fod med andre. Der er afsat 1,3 milliarder kroner i offentlige midler over ti år til denne indsats, og mere end 43.000 unge står klar til at få hjælp til at finde deres vej frem. Målet er at engagere hele samfundet – virksomheder, kommuner, civilsamfund og fonde – og samle ressourcerne for at støtte de unge, som lige nu hverken er i uddannelse eller arbejde.
Initiativet er målrettet unge i alderen 15-29 år uden job eller uddannelse. De unge kan have – men har ikke nødvendigvis – særlige udfordringer, eksempelvis tilknytning til psykiatrien/socialpsykiatrien eller udfordringer med misbrug.
– Med dette samarbejde vil vi være med til at gøre en forskel – både lokalt i Rødovre og generelt for de unge, der er vores fremtid, tilføjer Per Puch Holm-Larsen.
I praksis betyder partnerskabet med Rødovre Kommune og Ungeløftet, at Kailow åbner døre for unge ved at tilbyde konkrete erhvervserfaringer – praktik, mentorstøtte, oplæringsforløb og projekter, hvor de unge kan være aktive deltagere i et arbejdsmiljø. Kailow bidrager til både lokale initiativer og nationale rammer, hvor målet er at skabe meningsfulde fællesskaber og udviklingsmuligheder, så de unge ikke blot får et afsnit til deres CV, men mærker, at de hører til og gør en forskel.
Du kan læse mere om Ungeløftet her.
Du kan læse mere om Kailow her.