
Siden starten af 00’erne har Thomas Røddik drevet produktionsvirksomheden Colore, som nu har fået en kraftig opgradering på både udstyr og organisation.
Thomas Røddik startede i reklamebureaubranchen, hvor han drev bureau sammen med en kollega i en årrække. Siden valgte han at hellige sig produktionen i firmaet Colore og det er stadig i produktionen, han helst slår sine folder. Derfor ansatte han i starten af 2025 Morten Voetmann som Chief Commercial Officer (CCO) for at aflaste ham selv, men uden at slippe det kommercielle overblik.
– Som CCO er det Mortens opgave både at danne relationer og skabe muligheder for både salg og samarbejder, men også fungere internt som sparringspartner for mig i den kommercielle udvikling af virksomheden, forklarer Thomas Røddik.

Morten Voetmann har blandt andet en betydelig erfaring fra blandt andre Magasin du Nord, Landbrugsraadet, Lego, IKEA, Pandora, Georg Jensen og Rosendahl Design Group, som de forventer at kunne drage nytte af – og målet er helt klart vækst! De er i dag 11 medarbejdere som alle har været der i mange år. Colore ligger i Albertslund ved København.
Tilpasser sig de nye forhold
Oprindeligt udførte Colore mere traditionel grafisk produktion relateret til reklamebureauvirksomhed, blandt andet med fremstilling af prøvetryk. Da det marked forsvandt, fandt de ud af at anvende udstyret til plakater og lignende. Som årene er gået, er de drejet over og har nu overvejende fokus på POS, displays, instore-materiale og mindre emballageserier samt roll-ups og folieproduktion.
De har 1.300 m2 til kontorer, udstilling, lager og produktion. I produktionen står en pænt stor og moderne maskinpark med to storformat Arizona- og Durst-printere, der begge primært printer på plader og pap. De har også et par rulleprintere, som nu ser ud til at have fået en afløser. Endelig har de to Zünd skæreborde, hvoraf det ene er udstyret med Zünds BHS automatiske on- og off-loading system som kan arbejdet ubemandet i timevis med skæring af større serier.
Danmarks første Karibu
For nylig har de investeret i rulleprinteren Karibu 2 fra swissQprint, købt hos NIZE equipment. Det er den første installation i Danmark og virkelig et produktionsmonster. Printbredden er op til 3,4 meter og den kan køre med to forskellige ruller á 1,60 meter samtidig. Rullerne kan indeholde 250 meter folie og printeren kan producere 212 m2 i timen.
– Den er virkelig en ’gamechanger’ for os og vores kunder. Vi har ofte ordre på 1.000 m2 eller mere, og med en Karibu får vi både en markant højere hastighed, men også en betydelig mere ensartet kvalitet igennem en serie. Så vi skiller os nok af med den ene af de mellemstore rulleprintere og bevare den anden til de lidt mindre serier. Men ellers er det planen, at det meste skal køre på Karibu’en, siger Thomas Røddik.
Han tilføjer, at printeren er udstyret med flere printhoveder, så de kan printe hvid, samt både mat og blank lak i samme gennemkørsel.

Dansk produktion
De er stolte af, at det meste af deres produktion foregår på adressen i Albertslund, hvor de selv har hånd i hanke med alt, hvad der foregår.
– Vores kunder er overvejende danske virksomheder, men flere af dem er store virksomheder med internationalt engagement, så meget af produktionen ender faktisk i udlandet, hvor de også er glade for den danske produktion, fortæller Thomas Røddik.
Alle deres papirbaserede produkter er FSC-certificerede. Derudover arbejder de løbende på at opfylde de stadigt stigende krav til ESG-regnskab m.m.
– Vi har ikke en størrelse endnu, hvor vi kan have en person ansat til at håndtere dette, men vi arbejder tæt sammen med en konsulent, der sikrer, at vi hele tiden er på forkant med kravene, så vi kan levere det vi skal, både nu – og når kravene stiger, forklarer Morten Voetmann.
Konsulenten har Morten arbejdet sammen med tidligere i en sammenhæng.









