
Epson viser flere nyheder på årets FESPA-messe og viser blandt andet en ny DTF-printer som, ifølge Iftekhar Butt fra Epson, vil gøre DTG-print overflødig.
DTF (Direct.to-film) og DTG (Direct-to-garment) er to teknologier beregnet til print på tekstiler. Den ene indirekte og den anden direkte. Epson har begge teknologier i deres portefølje, men ifølge Ifthekar Butt, som jeg mødte på FESPA, er DTF-teknologien overlegen og vil på sigt gøre DTG-print overflødig. Ikke mindst set i lyset af Epson seneste nyhed, SC G9000, som er en videreudvikling af deres SC G6000.
SC G6000-serien har været en stor succes i både Danmark og Sverige, hvor der samlet er solgt flere end 50 enheder inden for det sidste år. Med SC G9000 er forventningerne endnu større, da den er markant hurtigere. Fremføringshastigheden på SC G9000 er ca. dobbelt så hurtig under print
som SC G6000. Dertil kommer, at den har en rullebredde på 64” (162 cm) – næsten dobbelt så bred som SC G6000, hvilket øger produktiviteten yderligere.
Til Epsons SC G9000 har Adkins udviklet en Shaker der efterfølgende på føre limen. Den kører inline og sikrer et effektivt produktionsflow.

– DTF har en række fordele i forhold til DTG, som vil ændre billedet i de kommende år, siger Ifthekar Butt fra Epson og uddyber. – Først og fremmest er der ikke brug for en pre-treatment, hvilket i sig selv e ren stor fordel. Derudover kan filmene kontrolleres for fejl inden overførsel til tekstilet, hvorved du undgår at ødelægge tekstiler på grund af printerfejl. Du kan printe motiver og gemme til senere eller du kan sende dem til applikation et andet sted.
Her bliver han lige nødt til at vise mig en Innoprinter, der fra en DTF-rulle varmeoverfører til et tekstil. Med en varmetryksskabelon kan den varme overføre større eller mindre motiver, fra hele brystmotiver på en T-shirt til mærkningen i nakken. For hver overførsel spoles automatisk frem til næste motiv. Innoprinter er et partnerudviklet værktøj, som gør DTF-print endnu mere effektivt.
10 farve UV-flatbed
Vi har allerede omtalt Epsons nye 10-farve UV-flatbed – SC V4000 – i en tidligere artikel (10 farve uv-flatbedprinter fra Epson). Den lægger sig mellem SC V1000 og SC v7000 med et format på A1+. Det store farverum man opnår med 10 farver (CMYK, Light Cyan og Light Magenta, rød og orange samt hvid og lak) giver et meget stort farverum.
Som noget nyt har Epson tilføjet strukturprint som en option, der gør den i stand til at opbygge lag. Det kan være til braille (punktskrift) eller specielle effekter i billederne.

Se dem på Sign Print & Pack
Både DTF-printeren SC G9000 og UV-flatbed’en SC V4000 blev vist for første gang i Europa på denne FESPA-messe og du vil allerede til september kunne se dem begge på Sign Print & Pack-messen i Odense.
Avanceret farvestyring gjort enkel
Med spektrofotometeret SD 10 har Epson gjort en lille genistreg. Spectrofotometeret, som aflæser farverne i Lab-værdier er håndholdt og meget handy, og kan vise de farver der måles direkte på et lille display. Det kan også kobles til en smartphone med en app, hvor mere avancerede funktioner kan tilføjes, bl.a. om hvorvidt en farve kan reproduceres på en given printer. Endelig kan spektrofotometeret kobles på et XY-bord, hvor det kan aflæse testark til fremstilling af specifikke farveprofiler. Et nyttigt værktøj til at sikre fuld udnyttelse af Epson-printernes meget store farverum.






