
Addbrand EWJ har modtaget en Award fra HP som HP DesignJet Specialist og PWXL-partner 2026.
– Det er en stor fornøjelse at kunne overrække Lena Jakobsen COO hos Addbrand EWJ deres Award som HP DesignJet Specialist og PWXL-partner 2026. Addbrand EWJ har solgt HP DesignJet siden vi lancerede den første model for snart 40 år siden. Et samarbejde, der bare er vokset og blevet stærkere med tiden, og som i dag stadig står stærkt med HP indenfor DesignJet, PWXL og Latex. Stort tillykke og tak for det gode samarbejde, udtaler Thomas Christophersen, Country Business Manager Denmark & Norway, Large Format Design.
Lena Jakobsen har været en del af EWJ i mere end 20 år. EWJ blev grundlagt af Lenas morfar Erling Winther Jacobsen for snart 60 år siden.
– Vi startede i det tekniske segment, da HP lancerede deres første DesignJet. I takt med at HP udvidede porteføljen med grafiske løsninger, fulgte vi naturligt med. Da HP introducerede deres første udendørs løsninger til skiltebranchen, blev vi også en del af den rejse, fortæller Lena Jakobsen.
Senere kom HP Latex-teknologien, hvor EWJ var med til at introducere den i Danmark – med stor succes. I dag arbejder de med 4. generation og har udvidet deres set-up fra lav volumen til også at dække mellem volumen med FS-serien, der printer 3,2 meter i bredden.
– Det betyder, at vi i dag kan tilbyde meget fleksible “all-in-one” løsninger (print på plader og ruller) med fokus på brugervenlighed og en mere bæredygtig tilgang, siger Lena Jakobsen og tilføjer:
– Derudover er vi den eneste danske leverandør, der arbejder med HP PageWide XL, high-performance løsninger til både grafiske producenter og tekniske kunder, herunder integration med foldeløsninger og stackere.
Tillykke med hæderen.





