
Som de første i Norden har LaserTryk investeret i en Ricoh Pro Z75-inkjetprinter i B2-format, der også går under navnet Dragen. Den blev installeret sidste år, men er nu helt oppe i omdrejninger efter endt indkøring.
Den fylder godt i hallerne, hvor der for nylig også er installeret både en ekstra Heidelberg arkoffsetmaskine (så der nu er tre) samt yderligere en HP Indigo, som begge kommer fra det tyske trykkeri – Merkur Druck – som Scandinavia Print Group (SPG) købte sidste år. Så de har efterhånden nogenlunde samme arktryk-kapacitet i Aarhus, som de har i Stettin.
Produktionschef, Steffen Neess, fortæller, at SPG altid er på udkig efter optimeringer og at business casen på Z75 så ret godt ud. De ville også have en maskine, der brugte vandbaseret farve, da det er væsentligt billigere end UV-farve. Da de første gang beså maskinen på Drupa i 2024, blev de enige om at forfølge ideen og var på besøg hos en af de andre installationer i Holland, hvor de mere eller mindre blev overbevist om Pro Z75erens potentiale ved bl.a. at teste en opgave med 1.000 forskellige sider. Steffen Neess siger:
– Det handler hele tiden om at reducere kostprisen per tryk. Nu hvor vi har den oppe i fuldt gear kan vi se, at Ricoh Pro Z75 er den trykmaskine, der producerer suverænt billigst, når det gælder opgaver op til 1.000 B2 ark. Og det er både i forhold til offset, men også i forhold til vores HP Indigoer, Konica Minolta KM1 og Canon iX3200.

Der var dog et lille bump på vejen. Lasertryk havde indledningsvis fravalgt ’under-coating’, da de ikke mente, at det var nødvendigt med de papirtyper, de anvender. Under-coating lægger en coating på papiret lige inden farven påføres. Det udvider mediemulighederne og sikrer et skarpere og bedre farveudtryk. Denne kvalitet viste sig at være vigtigere end først antaget.
– Vi kunne se, at det bare løftede kvaliteten markant. Det betød selvfølgelig også, at prisen steg per tryk, men heldigvis havde det også en anden sideeffekt nemlig den, at der bruges mindre blæk. Om det går helt op, er jeg ikke sikker på, men det er tæt på, siger Steffen Neess.
Steffen Neess har i fem år været produktionschef hos Scandinavian Print Group i Stettin, men kom i september 2025 tilbage til Aarhus. Her var et af hans første tiltag, da han så potentialet i Pro Z75’eren, at uddanne alle digitale produktionsfolk, så de kunne betjene den nye drage, som Ricoh kalder den.
Det store udtræk
Salgsspecialist Kim Steenberg fra Ricoh Danmark fortæller, at LaserTryk har valgt en installation med næsten alle tillægsmuligheder.
Maskinen er som standard udstyret med to skuffe systemer, dertil har Lasertryk købt yderligere et skuffesystem, således, at maskinen i dag har fire skuffer samt en palle-feeder. Før arket trækkes ind i selve printeren køres det igennem under-coateren, der med valser lægger en tynd og jævn coating på hele arket. Under-coateren kan automatisk vælges fra/til afhængig af medievalget

Herefter træder den store elektroniske overvågning i gang med seks optiske styringsmekanismer, hvor papiret scannes og lægges i register og det sikres, at papiret ikke har en fold eller en bule, som kan beskadige printhovederne.
Der sidder 11 printhoveder for hver af de fire farver. Printhoveder som Ricoh selv har udviklet. Efter print kører arket igennem tre tørresektioner, som består af både infrarød tørring (IR), LED tørring samt lufttørring.
Før stackeren sidder en dupleksenhed, som sender papiret tilbage til under-coateren, hvis der skal trykkes på begge sider.
En arbejdshest
Ricoh Pro Z75eren kan som sagt trykke på B2+ (75 x 58,8 cm) og har en kapacitet på 4.500 ark i timen. Det halve hvis der køres dupleks. Den forventede produktion er 1,5 millioner ark om måneden.
Steffen Neess fortæller, at de på et tidspunkt var udfordret med produktionen af fotobøger i Stettin. Et produkt der er kendetegnet ved oplag på typisk én og en høj forventning til kvaliteten. Aarhus tog over og med Pro Z75’eren producerede de 13 paller med fotobøger på 12 timer, og den beviste dermed sit værd som en rigtig arbejdshest. Steffen Neess tilføjer:
– En anden god ting er, at overfladen ikke er særlig sart. Så hvis vi producerer omslag på Pro Z75eren, behøver vi ikke at efterbehandle printet.
Han slutter af med at fortælle, at de oplever en meget stor bevågenhed fra Ricoh, både i Danmark men også fra hovedkontoret i Japan, hvor de bidrager for at dragen bliver en succes hos LaserTryk.








