
I mere end 40 år har Salling Group haft en intern afdeling til fremstilling af butiksudsmykning og reklamer. I starten var det primært en serigrafisk afdeling til fremstilling af skilte, men siden 2016 har den været 100% digital.
– Man tog en principbeslutning og investerede i en række digitale printere og skæreborde i 2016. Flatbed storformat til POS-materialer, rulleprintere til store plakater og vinduesdekoration samt tonerprintere til de mange mindre plakater og hyldeskilte og -indsatser, fortæller Max Høj, som siden 2021 har haft produktionsansvaret.
Max Høj er uddannet trykker og har prøvet det meste inden for de traditionelle trykteknologier med traditionelt ark- og rotationstryk, samt emballage og etikettryk. Han har suppleret med den åbne lederuddannelse fra Den Grafiske Højskole og har helt fra sine unge år fået tildelt lederjob på forskellige niveauer i flere af de trykkerier, han har arbejdet i. Nu er han så leder af Salling Groups interne trykkeri, som er en del af Inventar & dekorationsafdelingen, der ligger i Højbjerg ved Aarhus.

Skal være konkurrencedygtig
Trykkeriet fungerer som en forretning i forretningen og skal præstere for at retfærdiggøre sig selv.
– Trykkeriet skal være konkurrencedygtigt, så der ikke bare placeres ordrer, der kan udføres bedre og billigere andre steder. For at sikre dette har vi en indkøber, der er uafhængig af trykkeriet, men ansat i Inventar & dekoration, som hele tiden afsøger markedet for priser og muligheder, forklarer Max Høj.
Og de klarer sig meget godt i konkurrencen. Der er syv mand ansat i trykkeriet, som kun arbejder på dagtur.
– Vores kunder er udelukkende marketingsafdelingerne fra vores forskellige butikskæder, samt de enkelte butikker, som også kan bestille direkte hos os.
Han tilføjer, at de har en stor ekstern produktion, som bl.a. dækker bannere og reklameartikler, men når det kommer til skilte og POS-materiale, samt plakater og hyldeskilte, så laver de det meste selv.
– Størstedel af produktionen kører i faste rutiner, som følger de ugeplaner, de enkelte butikker har, men vi har også en betydelig ’akut’-produktion. Der er altid nogen, der lige mangler et eller andet, og det kan vi typisk producere og levere samme dag, fortæller han.
Trykkeriet servicerer et betydeligt antal butikker. Salling Group ejer 580 Nettobutikker, 110 Føtex’er, 29 BR-butikker, 19 Bilka’er, to (snart tre) Salling stormagasiner og har 18 Starbucks cafeer og 18 Carls Jr. burgerrestauranter under franchise. Og så er der det helt nye Tjæpt-koncept som pt. afprøves i forbindelse med 7-Eleven.

Veludstyret trykkeri med ny tonerprinter
Trykkeriet i Højbjerg har den ene af de bare to HP Scitex 11000 som er installeret i Danmark. Det er en UV-flatbed printer med full-width printhoveder og et printareal på 160 x 320 cm. Den kan producere op til 600 m2 i timen og har automatisk udlægning. Den printer med en speciel farve, der både kan bruges til papir og syntetiske materialer.
Inden for rulleprint har de ikke mindre en fire Canon Colorado-printere. Tre 1650’ere og en fra M-serien som desuden kan printe hvid, hvilket de bruger meget til bl.a. vinduesdekoration.
Deres seneste investering er en Canon imagePRESS v13500. Den afløste en tidligere v10000 som havde kørt 21 millioner print. Printoperatør Eivind Mikkelsen fortæller:
– 10000’eren var en virkelig stabil maskine, og de få gange vi har haft supportbehov, så har Canons serviceorganisation været der som et søm. Jeg tror, på de otte år den kørte, at vi maksimalt har haft 2-3 ’nededage’. Så selvom der var andre gode maskiner på markedet, var valget ikke så svært. Den kan det den skal. Og gør det dag ud og dag ind, og så har den har en super serviceorganisation i ryggen.
De har denne gang valgt at udvide maskinen med en samlehæfter, så de kan producere salgs- og kampagnebrochurer i små oplag.
– Dem produceres der ret mange af i organisationen og det kunne på sigt være noget vi skulle byde ind på. I dag laver vi mange hæfter til intern brug, men med den kvalitet vi nu kan fremvise, tror jeg vi tage flere opgaver af den karaktér, siger Max Høj.
To skæreborde fra Zünd, som bruges til henholdsvis skæring af plader og folier, en almindelig (Polar?) skærestation til skæring af papir fra tonerprinteren afslutter installationen.

Fleksibel og dedikeret organisation
I princippet har de én mand på hvert arbejdsområde. Det vil sige at én tager sig af flatbedprint, én tager sig af rulleprint, én af tonerprint og så to mand på skæring og aflevering til pakkeriet, som ligger under Inventar & dekoration. Men de er alle i stand til at afløse hinanden på tværs af funktionerne. Ellers ville det også være svært med så stramt en tilpasset organisation.
– Vi har nogle meget dedikerede og dygtige medarbejdere, som har været her mellem 13 og 40 år. Opgaverne håndteres med stor indsigt og faglig stolthed, hvilket sikrer kvalitet, rettidighed og overblik. Vi har haft ganske få reklamationer i de år, jeg har været her.
De er dog i gang med at gå fra et overvejende Excel-ark styret produktionssystem til et mere digitalt og integreret ordrestyrings- og faktureringssystem, som bl.a. skal sikre en mere smidig integration mellem trykkeriet og Inventar & dekoration-afdelingen.












