Vikiallo afslører ’folierevolution’ på åbent hus

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 10 September 2025
OPDATERET: 11 September
Sales Executive Antonio Costa fra DigiDelta (tv) og Kim Harris er svært godt tilfredse med samarbejdet og ikke mindst den nye folie BIOND.

Det årlige åbent hus-arrangement hos vikiallo i Kolding havde en spændende nyhed i ærmet.

En helt ny folie baseret på plantematerialer og som reducerer CO2-emissionen i fremstillingsprocessen med 80% i forhold til PVC og PP-folier, ifølge leverandøren.

Det er den portugisiske folieproducent DigiDelta, der også er kendt for Decal-folien, som nu markedsfører den nye folie under navnet BIOND. Antonio Costa fra DigiDelta fortæller:

– BIOND er et væsentlig led i vores grønne strategi. Med en 80% reduktion i CO2-emissionen og en pris der kun er marginalt højere end traditionelle folier, giver BIOND de store brands mulighed for at imødekomme kravene til øgede miljøhensyn.

BIOND består af 85% plantemateriale og fås som printfolie, beskyttelsesfolie, vinduesfilm og dekorationsfolier. Dekorationsfolierne fås indledningsvis i 26 varianter, som blandt andet forestiller marmor, granit og en række forskellige træsorter. DigiDelta planlægger desuden på et senere tidspunkt at udbrede produktet til både etiket- og fleksibel emballageindustrien.

Folierne til skiltemarkedet fås både med Bubble Free og Dot Matrix klæbestruktur samt både med UV-hærdende eller vandbaseret lim.

– Denne gang er der virkelig tale om en nyhed, der bør give ekko i branchen. Her er en ikke bare tale om en forbedring af et medie, men et helt nyt medie, der tilgodeser dem, der virkelig ønsker grøn omstilling, siger Kim Harris.

Et tilløbsstykke

Vikiallos åbne hus løber af stabelen den 10. og 11. september. Hvis man kommer lidt op ad dagen, kan det være svært at finde en parkeringsplads tæt på indgangen til vikiallo. Det er et problem, når det høvler ned, som det gjorde onsdag formiddag.

Kim Harris og vikiallo har gjort et stort nummer ud af at invitere repræsentanter fra sine leverandører, så hvis man giver sig tid og er lidt opsøgende, er det muligt at få mange gode fif og ideer fra folk med stor indsigt.

Jesper Norbøll (tv) og Martin Sigsgaard fra Roland DG.

Jesper Norbøll og Martin Sigsgaard fra Roland DG fortalte om, ikke bare en stor, men også dybtgående interesse for Roland DG-produkterne i vikiallos udstilling.

Ifthekar Butt og Martin Hansen fra Epson var også mødt op for at bistå vikiallos specialister med den nyeste viden. Her var der især interesse for den nye G6000, som tager DTF-produktionen til et nyt niveau. Ifølge Kim Harris har de haft stor succes med bordmodeller fra Epson, men med rulleversionen G6000, som kører i endeløse baner og direkte ind lim- og varmetunnel inden materialet rulles op igen, har de allerede mærket en stor interesse for opgradering eller udvidelse, hos de kunder der har succes med DTF.

Den nye G6000 DTF-printer fra Epson blev præsneteret af Martin Hansen og Ifthekar Butt fra Epson.

Terminax præsenterede deres nye PPF (Paint Protection Film) som nu fås i et meget stort antal farver og er blevet betydelig nemmer at montere. Det var virkelig også et stort skridt frem, fortæller Kim Harris som også elsker, at de har udviklet en medievifte, som kommer i en helt særlig boks. – Det gør bare det hele meget mere lækkert og seriøst, siger Kim Harris.

Nyt samarbejde

Kim Harris tror virkelig på, at det er gennem samarbejde og alliancer man vinder på den lange bane. Udover det store netværk, som gør det muligt at lave et åbent hus med alle mulig spændende specialister på stedet, så betyder samarbejdet med det engelske William Smith, at vikiallo i dag kan tilbyde 3M-DiNoc folier i længder helt ned til fem meter. William Smith er en gigant på det engelske marked og har alt inden for 3M-DiNoc. Igennem dem kan vikiallo tilbyde folier til test eller småopgaver, hvor man ellers skulle bestille 50 meter. – Det gør jo produkterne tilgængelige på en helt anden måde slutter han.

De indfarvede PPF-folier kommer i mange farver og præsenteres i en lækker æske, som blandt andre har imponeret Kim Harris.
Der var gode råd at få hos specialister på de mange forskellige områder, som vikiallo dækker med deres agenturer.
Der var stor aktivitet og spændende diskussioner hele dagen.

 

De seneste nyheder

Læs videre