
Arkbaseret toner er stadig et vigtigt segment for Ricoh, men det er inden for inkjet, at den reelle udvikling og vækst er. Det fortæller Eef de Ridder, Vice President for Ricoh Europes Graphic Communications-segment, i et interview med Sign&Print.
– En af de store tendenser, vi ser, er overgangen fra offset til digital. Det talte man allerede om for 20 år siden, og en del af den overgang er sket via arkfødet toner, men det store skift sker nu med udviklingen af inkjet-printere, siger Eef de Ridder i forbindelse med Hunkeler Innovationdays i Luzern, Schweiz.
På Drupa 2024 inviterede Ricoh besøgende til sin “Zengarden” for at fremvise sine seneste innovationer, og det var nyhederne inden for inkjet, som besøgende var særligt interesserede i at se. Ricoh lancerede blandt andet den rullefødede Ricoh VC80000, til ting som bogproduktion og direct mail. En maskine, der kan producere op til 150 sider i minuttet.
Pro Z75 var en anden nyhed. Denne inkjet-presse, også kaldet “The Dragon”, er til B2+ og den første vandbaserede inkjet-platform fra producenten med arkfremføring og automatisk duplekshåndtering.
– På Drupa havde vi stor succes med lanceringerne af Pro Z75 og Pro VC80000. Det skabte muligheder for, at vi kunne følge op på den interesse her på Hunkeler Innovationdays, fordi det altid har været en platform for højhastigheds-inkjetprintere, siger Eef de Ridder og forklarer, at virksomheden overgik forventningerne i forhold til antallet af leads allerede inden messens sidste dag.
– Denne begivenhed har traditionelt været fokuseret på transaktionstryk, nu er der sket et skift mod grafiske virksomheder, der arbejder bredere. Besøgende kommer primært for at se udviklingen inden for inkjet.

Toner har nået sit højdepunkt
Ricoh har været – og er fortsat – en succes i tonersegmentet. Ikke mindst med Pro C9500, der blev lanceret i 2023 og er blevet en populær model i Norden. Men fremtiden for Ricoh er ikke i toner.
– Arkbaseret toner er stadig et meget vigtigt segment for os, og vi fortsætter med at udvikle teknologien, for eksempel med Pro C9500. Men vi og mange brancheeksperter ser væksten i højvolumen inkjet i løbet af de næste fem-ti år.
Eef de Ridder mener, det handler om, at tonersegmentet har nået sit fulde udviklingspotentiale efter at have været på markedet i flere årtier med konstante forbedringer undervejs.
– Teknologien har nået et niveau, hvor det næppe er muligt at opnå bedre kvalitet, hurtigere maskiner eller lavere produktionsomkostninger. Der er vi nok nået loftet. Samtidig har Pro C9500 været en stor succes for os og vi har en markedsandel på 30 procent i tonersegmentet flere steder rundt omkring i verden.

Blander offset og digitalt
Mulighederne findes derfor indenfor inkjet, ifølge de Ridder. For eksempel er udvalget af medier udvidet med muligheden for at printe på bestrøget offsetpapir.
– Det betyder, at kunderne kan skifte job mellem offset og digitalt og bruge det samme materiale. Der er også et omkostningsproblem, tidligere skulle man købe medier behandlet til inkjet, hvilket nogle gange var dobbelt eller tre gange så dyrt.
Antallet af installerede inkjet-systemer stiger markant, ikke kun for Ricoh, men også for konkurrenterne, hvilket igen betyder, at priserne falder.
– Når det kommer til kvalitet, produktivitet og omkostninger i inkjet, har vi ikke nået til loftet endnu. Tendensen vi ser er, at kunderne efterspørger en stadig mere fleksibel måde at arbejde med korte serier og personaliserede produkter på, og det er her inkjet kommer ind i billedet.

Hvor langt er overgangen fra offset til digitaltryk kommet?
– Hvis man ser på traditionelt print, som flyers, brochurer og magasiner, sker overgangen meget hurtigt. Mange grafiske virksomheder ser sikkert, at deres offsetpressere er klar til at blive udskiftet, og at de skal tage stilling til, hvilken vej de skal gå. Arbejdsstyrken i branchen bliver også ældre, hvilket er en udfordring i sig selv. Offset kræver ekspertise, hvilket ikke er tilfældet i samme omfang med inkjet-presser.
– Det er inden for kommerciel trykning, vi vil se den hurtigste overgang, men det er svært at sige, hvor langt vi er nået. I volumen er det måske 10-20 procent, men i værdi kan det være endnu højere.
Fokuserer stærkt på udvikling
Komplette workflow med print og efterbehandling kræver også håndterbare arbejdsgange. Begreber, der konstant høres i disse sammenhænge, er automatisering, AI og maskinlæring, selv hos Ricoh.
– Vi er relativt nye inden for produktionstryk og startede for omkring 20 år siden. I løbet af disse år er vi vokset markant, både organisk og gennem opkøb. Et af de vigtigste opkøb gav os adgang til softwareporteføljen, der nu er Ricoh Process Director med automationsværktøjer.
Et af de nye produkter, der blev vist på messen, var Ricoh Predicted Insight, som er software, der kan forudsige maskinens ydeevne, for eksempel hvis et printhoved er ved at svigte. Dette skulle maksimere maskinens oppetid.
– Kunderne ønsker at få mere produktivitet ud af maskinen og reducere antallet af fejl. Det er en kombination af et workflow-automatiseringsværktøj og prognoseværktøj, der bruger AI og maskinlæring.
Hvordan ser de næste fem år ud for Ricoh?
– Vi vil have et hovedfokus og se vækst inden for højhastigheds-inkjet. Ricoh bruger cirka 10 procent af salget på R&D inden for grafisk kommunikation. Vi fortsætter med at investere i ark-toner, men størstedelen af vores investeringer vil gå til inkjet-printere og relateret software. Alle siger, at det vil stige eksponentielt, og vi ser det allerede ske, siger Eef de Ridder afslutningsvis.

