Avistrykkeriet i Erritsø lukker med udgangen af året

Foto: Søren Winsløw
PUBLICERET: 17 December 2024
OPDATERET: 17 December
Direktør for Erritsø tryk, Gert Nielsen, lukker det andet avistrykkeri inden for et år.

I foråret meddelte Erritsø Tryk, at de nedlagde dagholdet. Nu lukker de resten af produktionen og omkring 30 medarbejdere skal finde nyt arbejde.

Erritsø Tryk ejes af JP/Politikens Hus, der udover Erritsø Tryk også driver Avis-Tryk i Hornslet, som fik ny trykmaskine i 2023, samt Dansk Avistryk i Glostrup, der er Danmarks største avistrykkeri.

Årsagen til lukningen af Erritsø Tryk skyldes to ting: Dels den generelle nedgang i avispapirforbruget, dels at andre avisgrupper har trukket arbejde hjem til egne trykkerier, som Erritsø Tryk ikke har kunnet finde erstatning for.

Med lukningen af Erritsø Tryk er der seks avistrykkerier tilbage i Danmark. De tilbageværende trykkerier er de nævnte Avis-Tryk Hornslet og Dansk Avistryk, samt Jysk-Fynske Mediers to trykkerier i Struer og Odense, Sjællandske Mediers trykkeri i Holbæk og OTM Avistryk i Ikast, der ejes af Mediehusene Midtjylland.

Avispapirforbruget er faldet dramatisk igennem en årrække. Omkring 2007-2008 toppede forbruget af avispapir i Danmark med mere end 270.000 tons papir om året, hvor gratisaviskrigen havde en kraftig indvirkning på det høje forbrug. Siden er forbruget støt faldet. I 2024 ender forbruget omkring 33.000 tons, ifølge direktør Thomas Isaksen fra Den Danske Presses Fællesindkøbsforening (DDPFF).

De seneste nyheder

Læs videre