
Sign Service har succes med et alsidigt kursus i solfilm, som både handler om teori og praksis.
I januar kunne vi fortælle at Sign Service, som de første i Europa, havde opnået status som Endorsed 3M solfilm-partner og med dette kunne tilbyde vinduesfilmmontører en uddannelse som 3M Endorsed Building Window Film Installer, der ikke bare er et kvalitetsstempel, men også giver adgang til udvidet garanti på 3M solfilmprodukter.
Steffen Færgemann, som er en af fagressourcerne på Sign Services Wrap Academy, har som den eneste i Europa opnået den status at kunne uddanne andre til Endorsed Building Window Film Installer.
Og det er blevet ganske populært, fortæller direktør Benny Eriksen, som siger at flere end 20 har bestået kurset siden januar og at alle fastsatte uddannelsesdage i efteråret er fuldt bookede.
– Solfilm taler meget ind i tiden, hvor der bygges med meget glas, men sjældent med den nødvendige solskærmning. Det betyder unødigt høje elregninger, når klimaanlægget skal køre på fuld kraft for at holde temperaturen nede. Derfor kan installation af solfilm bidrage positivt til ESG-regnskabet hos især større virksomheder, siger Benny Eriksen.
Derudover påpeger Benny Eriksen, at uddannelsen er vigtigt fordi solfilm og glas skal passe til hinanden, hvis de ikke gør det, kan det få alvorlige konsekvenser som fx sprængte ruder. Den viden om glasstyper og filmtyper er en generel viden, som alle montører burde have uanset filmfabrikat, og som er en del af Endorsed Building Window Film Installer-kurset.