
Fredag den 14. juni er det 25 år siden, at Anders Grønborg og Esben Mols Kabell startede et firma med adresse i Esbens lejlighed på Kystvejen i Aarhus. Det fejrer de nu med et åbent hus, hvor alle er velkommen.
Det var et lidt andet firma dengang. Faktisk beskæftigede de sig overhovedet ikke med tryk, kun når de skulle købe plakater eller flyers til markedsføring af deres ungdomsfester og -ferier. Esben fortæller at et A3-farveprint i den lokale kopibutik kostede 10 kroner. Det fandt han ud af, at de kunne gøre billigere ved at købe en printer. Den overskydende kapacitet solgte de til andre med samme behov. Grundlaget, for den succes de opnåede, var, ifølge Esben, en ret simpel prismodel: 3, 4 og 5 kroner for henholdsvis 120, 160 og 200 gram i A3. Et A4-ark kostede det halve og A5 en fjerdedel. Puljetrykket var født og resten er historie.
I dag er Scandinavian Print Group fysisk repræsenteret i tre lande: Danmark, Sverige og Polen og måske vil vi også snart se repræsentationer i Tyskland også. De har produktion i alle tre lande. Den største og mest avancerede i Polen, hvor de blandt andet producerer storformat, emballage og bøger. I Skejby ved Aarhus producerer de mere traditionelle og ofte ”hurtige” opgaver og så har de yderligere rent digitale produktioner i Vallenbæk og Stockholm. De har desuden 10 salgskontorer i Danmark og Sverige. Der er i alt ca. 700 medarbejdere fordelt på alle lokationer.
Det åbne hus afholdes på P. O. Pedersens Vej 26 i Aarhus N fredag den 14. juni kl. 13-16.30.
Udover mad (pizza m.m.) og drikke er der mulighed for at se hele butikken. Der vil være arrangerede ture rundt på fabrikken, hvor man blandt andet kan se Danmarks største digitale produktionsmaskine, en HP Indigo 12000 i B2-format som fx kan producere 100 forskellige plakater i minuttet, en 8-farve Heidelberg med automatisk pladeskift, der skifter alle plader på et minut og Canons iX3200 B3-printer.
Som prikken over i’et kommer stand-up komikeren Christian Fuhlendorff og sætter gang i festen.
Af praktiske årsager må man gerne melde sin ankomst til Mia på: Mia@lasertryk.dk
Vel mødt