Jamen hov, er det ikke Henrik Birkvigs stilling? Jo, det er – så det er et par store sko, der skal fyldes ud.
Når jeg skriver, at det er Henrik Birkvigs stilling, så er det fordi, at han til august har været 40 år på denne institution, der først hed Den Grafiske Højskole og som nu hedder DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole). En stor del af tiden som afdelingsleder, faglig koordinator eller hvad det nu har heddet gennem årene. Men nu har han meddelt, at han stopper omkring årsskiftet.
Henrik har i alle årene været drevet af en faglig nysgerrighed og passion for skrift og grafisk design, både som klassisk håndværk, men i høj grad også for trends og hvor nye teknologier kan føre os hen.
Grunden til, at højskolen har kunne overleve ham og han har kunne overleve højskolen er, ifølge Henrik, at han har haft ‘bredde’. Det vil sige, at han har beskæftiget sig meget bredt fagligt og har erfaring med alt fra design af skrifter, logoer, bøger og hjemmesider, har været nysgerrig og opsøgende både nationalt og internationalt, har været god til at skabe netværk og ikke mindst har en meget rummelig tilgang til andre mennesker. Det sidste forklarer han således:
– Jeg var lidt speciel som barn. Interesserede mig bl.a. for både at se og skabe kunst. Det var ikke noget de andre unger på vejen gjorde. Det har givet mig en forståelse for, at andre mennesker kan have det på samme måde, og gør at jeg møder vores studerende lyttende og anerkendende. Og det er der brug for. De kreative fag har det med at tiltrække originaler og unge der ikke passer ind alle steder.
Gennem sine mange år på højskolen har han oplevet en del ledere, som hver især har sat sig sine spor. En af dem, rektor Eivind Winsløw, adskilte sig fra de fleste andre. Henrik fortæller:
– Han vidste, hvad han ikke vidste og stolede på vores faglighed, og så var han nysgerrig og interesserede sig for, hvad vi bedrev. Ledere siger ofte ‘min dør står altid åben’, hos Eivind var det ikke bare en floskel. Hans dør stod bogstaveligt altid åben, og han lagde det fra sig, han var i gang med, hvis man havde behov for at snakke.
Henrik er også abonnent på det udsagn som lyder: at der skal ledelse på alt. Alle steder, både i organisationen, i boldklubben, i vennekredsen og i familien. Det er ikke nødvendigvis den samme person i alle situationer, men der er altid én der må tage ansvaret for at få noget til at fungere. Det gælder også i undervisningssituationen, og her vil det oftest være underviseren, der må se det som sin ledelsesopgave.
Hvad skal en ny faglig koordinator kunne?
– Det er et særligt job, som man skal ville. Det er en enestående mulighed for at sætte sig i spidsen for en kultur, som man kan præge gennem sit engagement. Men det kræver, at man har stor rummelighed, et gedigent fagligt overblik og gode samarbejdsevner.
Henrik siger også, undervisningserfaring nok heller vil være så ringe, selvom hans forgænger Bent Rohde en gang har sagt, at erfaring er billetten til et tog, der er kørt. Men undervisning er er noget, man skal ville. Det nytter ikke, at man først finder ud af det, når ‘toget er sat i gang’.
Netværk er også væsentligt. Ikke mindst fordi skolen har mange aktiviteter, der er rettet ud mod branchen. Man må gerne have et godt netværk eller i hvert fald gode evner for at skabe et.
– Der er et kæmpe potentiale ude i branchen for at hjælpe vores studerende videre, også mens de er studerende. Vi bruger gerne medarbejdere i branchen som undervisere eller sparringspartnere på opgaver. Vi har fx bedt 10 professionelle grafiske designere hjælpe de studerende med feedback på deres porteføljer. Det har fungeret virkelig godt og er med til at styrke deres og vores relevans i forhold til hinanden.
Der er ansøgningsfrist den 20. maj 2024. Skulle du være interesseret i stillingen, kan du læse mere her.