At flexoindustrien lever, og har det godt, må være hovedkonklusionen på det heldagsarrangement som Dansk Flexo Forum og Sweflex havde sat sammen.
Til konferencen Absolute Flexo Future, havde knap 200 deltagere samlet sig på Marienlyst Strandhotel ved Helsingør for at høre, hvad fremtiden byder på for flexobranchen.
Før det blev teknisk og meget fremtidsskuende, var der tid til at høre lidt om historien ved Mogens Lindstrøm og bagefter et meget interessant indlæg fra Thomas Roland fra Coop Danmark, som fortalte om deres udfordringer med at imødekomme både lovgivning og forbrugerkrav.
Modstridende krav fra forbrugerne
Thomas Roland fortalte, at de oplever store krav til deres etik, uden at man fra politisk hold nødvendigvis vil understøtte det. Dermed er det op til den enkelte supermarkedskæde at blive mere bæredygtige, uden det nødvendigvis har den ønskede forbrugeropbakning. Det er, som han siger, ikke en god position i et marked med lave marginer. Og forbrugeropbakningen er en udfordrende størrelse, for den er sjældent baseret på fakta, men mere på stemninger.
Som eksempel nævnte han, at de i en undersøgelse har fundet ud af, at deres kunders to største ønsker er, dels at afskaffe al plastik, dels at reducere madspild. Men med den viden og de teknologier man har til rådighed i dag, er de to ønsker i modstrid med hinanden.
Han gjorde det klart, at Coop ikke er eksperter på bæredygtig emballage. De køber emballage til at styrke salget og forlænge holdbarheden af deres primære produkter, og har en forventning om, at emballageproducenterne kan hjælpe og rådgive dem.
Flexo 20 år frem i tiden
For at få et bud på, hvor flexo bevæger sig hen, havde man inviteret en række fagspecialister, primært fra leverandørsiden.
Non-stop print
Werner Schwab fra Heidelberg brugte sin krystalkugletid til at fortælle om Heidelbergs nye Boardmaster flexomaskine. Og det er en imponerende maskine til kartontryk med en printbredde på 1,65 meter og en hastighed på 600 meter i minuttet. Det mest imponerende er dog nok, at de har lavet en maskine, der kan skifte mellem job uden at stoppe.
Det er deres AI-baserede Intellitune software som er grundlaget for denne omfattende automatisering og ikke mindst gradvise videreudvikling hen mod den betjeningsfri maskine. Intellitune er udviklet til offsetproduktion, men kan fint udnyttes i flexo-sammenhæng også.
Heidelberg har allerede solgt 10 Boardmasters og hævder, at brugerne sparer op til 90% på både omstillingstid og makulatur.
Flexo står stærkt – men udviklingen taler sit tydelige sprog
Windell McGill fra BW Converting Solutions havde gjort sig stor umage med at kigge på branchestatistik og tale med kollegaer om udviklingstendenser, og havde på den måde meget krudt til sit indlæg om flexos fremtid.
Hans første pointe var, at inkjet først nu for alvor er ved at få fat i markedet, og at udviklingen i teknologien er eksploderet i de sidste år. I rullebaseret inkjet er hastighederne oppe på over 100 meter i minuttet. Der er stadig et stykke vej til de hurtigste flexo-maskiner, men udviklingen går stærkt nu. Farveteknologien bliver også stadig mere avanceret og rummer nu mulighed for at printe vandfarve på andet end papir.
Kigger man ned i den forskellige segmenter har etiketbranchen i den grad taget digitaltryk til sig. I dag anslås det, at andelen af etiketter trykt med digital teknologi, ligger et sted mellem 20 og 30 procent. I en anden sammenhæng, har jeg for nylig hørt, at forventningen er, at i 2030 er det over 50%. I produktionen af fleksibel emballage, er andelen stadig så lille, at den knap nok kan måles. Men med de stadigt faldende oplagstal, vil flere produktioner gradvist flytte over til digital.
Men selv med disse udviklingstendenser, så vil der, ifølge Windell McGill, gå mange år før, flexo ikke længere vil være den dominerende teknologi i markedet.
Kravene til trykfarver er hastigt stigende
Lewis Taylor og Mark McColl fra Flint Group fortalte om udfordringerne med og udviklingen af trykfarver. Det omhandler blandt andet en indskrænkning af de råmaterialer man kan anvende. Både på grund af lovgivning, men også på grund af almindelig knaphed. Deres udfordring er, at de på ene side skal fremstille så standardiserede produkter som mulig, på den anden side skal imødekomme forskellige krav i forskellige dele af verden og hele tiden presses der på for, at skulle udvikle farver til nye behov (teknologier, medier m.m.). De opfordrede til et meget tættere samarbejde mellem trykkerier, varemærkeejere, materialeleverandører og dem selv for bedst og hurtigst at kunne imødekomme de mange krav.
ECG-farver vil kunne løse 80% af alle flexo-opgaver
Dr. Kai Lankinen er blevet doktor på at skrive en afhandling om Extended Color Gamut (ECG). Det har så ledt til, at han nu har en konsulentvirksomhed omkring dette og blandt andet holder foredrag på Absolute Flexo Future.
Budskabet er, at man kan trykke langt de fleste staffagefarver med ECG-farver. Det giver den fordel, at man ikke skalk skifte farver i maskinen i tide og utide, og undgår en hel masse opsætning og indstilling.
De resultater hans egen konsulentvirksomhed har dokumenteret er, at man sparer 21% på trykfarve, 50% på CO2-udslip, 63% på reduceret makulatur, 72% reduceret set-up tid og 93% på afvaskere.
AI kommer til at spille en stor rolle – også i flexo
Petr Blasko, fra den tjekkiske flexomaskinleverandør SOMA, fortalte om deres arbejde med AI (kunstig intelligens). Han pegede på fem områder inden for det han kaldte personlige effektivitetsværktøjer, som omfatter emballage designværktøjer, support assistenter, træningsværktøjer, jobopsætnings- og kvalitetskontrolassistenter.
Den anden kategori han ser AI anvendt i er optimeringsværktøjer, hvor de sigter på at udvikle en overordnet automatisk produktionsplanlægning, ligesom man kan optimere energiforbrug og få AI til at overvåge maskinen med henblik på at undgå produktionstop og i stedet sikre planlagte vedligeholdelsesstop.
Raketstøvler til ikke-programmøre
Dagen sluttede med et veloplagt indlæg fra TV-journalisten Nikolaj Sonne, som fortalte om udviklingen af AI og hvordan vi kommer til at bruge det inden for stadigt flere områder.
Han forklarede, at AI er gået fra at være et klassificeringsværktøj til at være et kreativt værktøj (generativt) og at det derfor finder mange nye anvendelsesområder. Et af de meget vigtige er, at man med AI ikke længere behøver at være programmør, for at kunne fremstille computerkode, websider m.m. Du kan forklare AI i tekst (og snart også i tale), hvad du vil, og så skriver AI koden.
NB! Denne artikel er en forkortet udgave af den artikel, der senere bringes i magasinet Sign Print & Pack.