
Next Level Automation. Eller hvordan får du den mest effektive, automatiserede og overskuelige efterbehandling? Det var temaet på Hunkeler Innovation Days, hvor Hunkeler og en række andre pre- og postprepress-leverandører flekser deres muskler inden for især rullebaseret produktion.
Bemærkelsesværdigt var det dog, at der i år også var en lang række efterbehandlingsløsninger rettet mod de mindre digitale ark-segmenter. Det er en ret ny strategi på Hunkeler Innovation Days, men den understøtter Hunkelers egen strategi om, at udbrede sig til nye markeder. Det betød også, at der blandt udstillerne kunne ses leverandører fra dette segment som Duplo, Plockmatic, Quadient og Scodix.
Messen har fundet sted hvert andet år i en årrække med enkelte afbrydelser. Men selvom fokus altid har været på rullebaseret efterbehandling, så har der været en interessant udvikling de senere år. Dels fylder efterbehandling af ark som nævnt noget mere og dels er messen gået hen og blevet et mekka for især Inkjet-rulleprintere, selvom vi denne gang også så en række Inkjet-arkprintere. Det vender vi tilbage til i en anden artikel.
For at få et kvalificeret overblik på messen gik jeg en runde med Paul Jakobson, der er CEO for Horizon Nordic, som udover at forhandle Horizon-udstyr også forhandler netop Hunkeler i Norden. Han har mere end 40 års erfaring i branchen og kender de fleste efterbehandlingssystemer på messen som sin egen bukselomme.
Hvad er Next Level Automation?
Paul Jakobsson forklarer Next Level Automation ved at tale om automation på henholdsvis maskin- og systemniveau. Horizon og en lang række andre leverandører har i en årrække gjort meget ud af, at automatisere processer i maskinerne. Det gælder fx justeringen af falselommer, der tidligere var en manuel proces, som i dag kan styres fuldstændig fra en computerskærm og ofte bare ved at pege på en skabelon. Det er et eksempel på automatisering på maskin-niveau.

Next Level Automation handler om automatisering på systemniveau, hvor hele workflowet er bundet sammen. Det sker oftest ved at anvende trykte koder på arkene, som indeholder information om produktets fremstilling eller kan hente det fra en database. Udover at sikre, at produktet kan bevæge sig igennem produktionsprocessen mere eller mindre automatisk, så giver det også mulighed for, at du til enhver tid har overblik over din produktion. Du ved, hvilke opgaver der er i gang, hvilke der venter og hvilke der er færdige. Og du kan hente statistik om procestider, vareforbrug og spild m.m. til din efterkalkulation.
Større overblik og færre fejl
Horizons workflow-software Icelink er et eksempel på automation på systemniveau, men den har endnu sit store gennembrud til gode. Paul Jakobson forklarer:
– Udfordringen for mange trykkerier er, at de har stadigt flere opgaver at håndtere. For 10 år siden havde de måske 10 opgaver om dagen, nu har de måske mellem 100 og 200. Flere udgivelser i mindre oplag. Det kan godt være, at de ikke oplever, at en automatisering på systemniveau giver dem tilstrækkeligt i forhold til investeringen, men det er fordi de fokuserer på, hvad de sparer af mandetimer. Det er ikke sikkert, at du kan retfærdiggøre investeringen ud fra fra sparede mandetimer i en lille virksomhed. Det vil typisk være mere relevant i større og mere specialiserede virksomheder. Til gengæld får man et meget større overblik over de enkelte produktioner.
Derudover er han sikker på, at de menneskeskabte fejl, som uundgåeligt introduceres ved håndtering af mange små opgaver, vil falde dramatisk – og at de to ting til sammen i sig selv vil kunne retfærdiggøre investeringen.
På Horizons stand er Icelink-softwaren den centrale station, som alt udstyret er placeret omkring. Udstyret er både Horizon og Hunkeler samt enkelte andre leverandører, som arbejder sammen om at løse de forskellige produktionsopgaver. Fra Icelink kan du følge status på alle stationer, men også få produktionsstatistik og servicedata som både fortæller, hvad der tidligere er sket og hvad der snart bør ske.
Icelink kan, ifølge Paul Jakobson, kommunikere med workflow-systemer fra de dominerende leverandører. Det sker typisk via JDF. Men han erkender, at det er en udfordring for brugerne, at alle leverandører udvikler deres egne systemer. Integration er næsten altid muligt, men man skal sikre sig, at det er en overskuelig opgave.

Stor opmærksomhed på bogproduktion
Mange grafiske virksomheder har taget bogproduktion i mindre oplag til sig. Derfor så man også på messen en række løsninger til fremstilling af bøger i små oplag. Vi har allerede i en tidligere artikel nævnt den Hunkeler Starbook Plowfolder-løsning som Amazon har investeret i, og som trods alt også omhandler lidt større produktioner.
Vi vil også nævne Horizons Book Block Feber LBF-500 som er en ny feeder til limbinderen Ice Binder BQ-500. Det særlige ved denne feeder er, at den beregnet til at tage de printede bogblokke direkte fra digital printeren (eller skæremaskinen). Fordi der er tale om løse, stakkede ark, fører feederen bogblokken gennem tre niveauer af “sammenrystning” før en robotarm tager blokken og stikker den ind i limbinderen.
Müller Martini præsenterede et nyt “Mixed Mode” til deres Vareo PRO limbinderlinje. Det nye “Mixed Mode” gør det muligt for trykkerier at producere blandede softcover-slutprodukter og hardcover-bogblokke i samme produktionsforløb uden at skulle foretage ændringer i set-up’et. En ny afstablerløsning sikrer adskillelsen af softcover bøger og bogblokke til hardcover produktion. Systemet kompletteres med en sorteringsløsning forud for InfiniTrim-skærerobotten, som sorterer færdige produkter efter forskellige kriterier individuelt defineret af kunden.
Til inline hæftet bog- og brochureproduktion viste Plockmatic Powersquare 224, en samlehæfter til behandling af større digitale og offsettrykte oplag. Systemet er kombineret med P3T Trimmer, en nyudviklet dobbeltkanttrimmer med en “gutter knife”, der kan producere “2-up” i samme proces.
Powersquare 224 er udviklet til det digitale produktionssegment og sælges som inline boglinje til produktionsprintere fra Canon, Xerox, Ricoh og Konica Minolta.
