Horizon – leverandør af efterbehandlingsudstyr – har hidtil haft deres størst succes med udstyr til mindre produktioner. Men i dag er det de store systemer, der står for størstedelen af salget. Nu etablerer Horizon en nordisk organisation og vi taler med Paul Jakobson, general manager for Horizon i Norden, om de kommende produktlanceringer og den nordiske satsning.
Horizons produktportefølje indeholder løsninger til alle slags behov inden for efterbehandling, herunder klæbebindere, hæftemaskiner, samlehæftere, skæremaskiner og falsemaskiner.
– Vi har de mindre maskiner med høj kvalitet til printshops, interne trykkerier og andre mindre enheder. Men det, vi sælger mest af i dag, er de større systemer, siger Paul Jakobson, daglig leder for Horizons aktiviteter i Norden.
– Vi vil gerne hjælpe kunderne med at automatisere så meget som muligt i deres produktion, når det kommer til efterbehandling.
Fokus på automatisering
Han fortæller, at salget i dag i stigende grad fokuserer på automatisering og integration af systemer med software, robotter og smarte systemløsninger.
– Vores maskiner er i dag superautomatiserede. Indstillingerne af fx tykkelse, falsning og skæring bæres med fra jobindtastningen – og sker helt automatisk og meget hurtigt.
Hvordan et konkret efterbehandlingssystem ser ud, afhænger helt af, hvordan det specifikke produktions-flow i en konkret virksomhed er opbygget. I mindre skala kan det være, at en operatør ved en selvstændig maskine opretter et job med et par tryk på en touch-skærm. I en større bogproduktion kan arbejdsgangen tage udgangspunkt i stregkodelæsning, som automatisk læses ved de enkelte stationer, og som indstilles og udføres inden næste stregkode aflæses.
Lancerer verdensnyheder
Horizon har de seneste år har stor fokus på de automatiserede, hybride Smart Binding-systemer, især inden for bogbinding, men også brochurehæftning. I løbet af 2022 vil der blive præsenteret nyheder på dette område.
– Det handler om en total integration med robotter, for at automatisere både input til et efterbehandlingssystem men også udlægningen fra et efterbehandlingssystem, fortæller Paul Jakobsson.
Horizon har også videreudviklet iCE LiNK. Det er en cloud-baseret platform koblet til Horizons servere, der direkte kan integreres med printleverandørernes systemer. I 2022 udkommer en fuld version af iCE LiNK, koblet til 5G-netværket, som gør det muligt at integrere alt i en printproduktion.
Øget tilstedeværelse i Norden
Horizon har de seneste år investeret i at komme tættere på kunderne og øge sin tilstedeværelse i Sverige, Danmark, Norge og Finland ved at etablere regionale salgs- og serviceorganisationer i landene.
Paul Jakobson siger, at det er vigtigt at vide, hvor kunderne står i dag, og hvor de vil være i fremtiden. Samtidig er det vigtigt at kommunikere til kunderne, i hvilken retning Horizon som virksomhed udvikler sig.
– Hvis de har nogle tanker om en forbedring på efterbehandlingsområdet, bør de have os som en af deres samtalepartnere. Et krav i dag er at kunne fremstille effektivt i et oplag på én. I en Horizon-maskine kan hver produceret kopi sælges. Det er fuld automatisering til hurtige konverteringer, hvor hver kopi skal være af kvalitet, uanset om det er første eller det millionte eksemplar.
Tekst Claes Nordström / Oversættelse Søren Winsløw