Langt de fleste virksomheder jeg kender, vil kunne tale begejstret om deres gode holdånd, respekten for hinanden, håndværket og kunden – og meget mere. Men ret få har gjort sig egentlige tanker om, hvordan det konkret viser sig og ikke mindst om, hvordan man dyrker og udvikler disse egenskaber, så de fx bliver så tydelige, at folk vil stå i kø for at arbejde netop hos dem.
Den problemstilling har de taget fat på hos NIZE equipment, hvor tidligere marketingansvarlige Anne Præstegaard har påtaget sig rollen som HR-ansvarlig. Anne er ikke helt grøn inden for det område, da hun tidligere har haft mellemleder- og lederstilling med blandt andet organisationsudvikling blandt sine ansvarsområder. Desuden er hun uddannet coach og har fungeret som selvstændig i en årrække.
Med vækst udfordres sammenhængskraften
Om sin nye rolle siger Anne Præstegaard:
– I en virksomhed som vores, som på mange måder ligner andre små og mellemstore virksomheder, er kulturen ofte defineret af stifteren og den daglige leder, som hos os er Lars Nikolajsen. Det tætte daglige nærvær har gjort det nemt at opfatte og forstå de værdier, som virksomheden bygger på. Men i takt med at virksomheden er vokset og blevet en hybrid-organisation, med mange folk ”i marken”, så er behovet for at sikre, at også langdistanceledelse fungerer og at de nye kollegaer føler sig som en del af holdet.
NIZE equipment er pr. 1. marts 2022 oppe på 18 ansatte. De har netop ansat tre nye medarbejdere – en lagermedarbejder, en servicetekniker og en servicekoordinator. Det er kun et år siden at de sidst ansatte fire medarbejdere, så firmaet er næste fordoblet på godt og vel et år.

Hvad er trivsel?
Anne Præstegaard fortæller, at de har valgt at sætte ord på, hvad det er der definerer trivsel for en medarbejder. De er kommet frem til, at det handler om at være en del af fælleskabet, at mærke at man udvikler sig i jobbet, at man mestrer sine opgaver og har en god relation til ledelse og kollegaer.
– Vi var tidligere ikke så stærke til at synliggøre vores værdier i virksomheden, men nu, hvor vi har konkretiseret det, så kan vi bruge det i både on-boarding-processen, i den daglige planlægning og selvfølgelig når vi afholder vores MUS-samtaler (medarbejder udviklingssamtaler), siger Anne Præstegaard.
I den daglige planlægning fungerer det blandt andet på den måde, at hvis teknikere bevæger sig i de samme områder, så får de et hint om lige at mødes til fx frokost og udveksle erfaringer og ideer med hinanden. De har fx også valgt, at når teknikerne afslutter én intern træning med en middag i byen og hygge, så kan de administrative deltage på lige fod. Fx var de sidste gang ude og spise samt inde og se den nyeste James Bond alle sammen.
Den daglige fysiske og mentale sundhed er også et tema
Anne forklarer, at trivslen omfatter mere end dette. Den mentale og fysiske sundhed spiller også ind og her er de friske på at iværksætte nye initiativer hos NIZE equipment.
– I oktober sidste år kørte vi i en periode på 4-5 uger en række eksperimenter for at se, om der var noget vi kunne gøre for at gavne den almene sundhed. Vi bad kollegaerne om at stå op ved deres borde halvdelen af dagen. Man skulle drikke tre glas vand dagligt. Mindst to gange om ugen skulle man gå en tur efter frokost og mindst to af de ugentlige møder skulle foregå stående eller gående. Derudover skulle man huske at strække sig med jævne mellemrum, da det påvirker det para-sympatiske nervesystem og medvirker til at give ro. Vi lagde soduko’er ved kaffemaskinen, så man kunne få hjernen lidt væk fra arbejdet og bad også folk om at sætte sig og lave mindful vejrtrækning 5 minutter hver dag, men det sidste er svært for de fleste at få ind i hverdagen.
Vi har så selvfølgelig spurgt, hvordan de har det med de forskellige initiativer, og medarbejderne har valgt at ville fortsætte med at stå op, drikke vand og at gå ture efter frokost eller når vi holder møder – og så soduko’erne.
Den gode ånd skal omsættes til gode handlinger
Anne fortæller, at hendes hovedfokus er på at man skal trives i og med sit arbejde, men at det også gerne skal give resultater udadtil.
– Vi måles på vores handlinger og hvordan vi opleves af andre. Det er vigtigt at alle forstår dette og forstår, hvordan vi gerne vil have, at NIZE equipment opfattes ude i verden. Den gode ånd skal omsættes til gode handlinger. For at styrke dette er vi ved at planlægge en kampagne, hvor vi forsøger at omsætte vores værdier til nogle sætninger, som kan bruges i hverdagen. Så vores egen opfattelse af at være respektfulde, ansvarsbevidste og åbne også er det vores kunder og samarbejdspartnere oplever.