Der findes en række internationale forskningsmiljøer tilknyttet den grafiske branche. Men hvem er de og hvad forsker de i?
Ingen danskere har været så tæt på disse forskningsmiljøer som Michael Abildgaard Pedersen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Han har deltaget i adskillige kongresser og også selv bidraget med forskning især inden for standardisering. I de senere år har hans fokus været varemærkefarve, farveguides og ikke mindst problematikker inden for Pantone-farvesystemet.
Michael fortæller i nedenstående om den seneste kongres han deltaget i, og giver et indblik i forskningsmiljøet og en række af de problematikker der forskes i.
Indblik fra årets internationale grafiske forskningskonferencer
Af Michael Abildgaard Pedersen, Lektor DMJX map@dmjx.dk

Inden for den grafiske branche eksisterer der i hvert fald tre internationale forskningsfora (iarigai, IC og TAGA). To af disse (IC og IARIGAI) havde i år valgt holde deres konferencer sammen på University of West Attica i Athen.
Ved årets konference blev sammenlagt præsenteret mere end 50 såkaldte peer-reviewed forskningsartikler, fra hele verden. Selv præsenterede jeg mine resultater af et forskningsprojekt, hvor jeg havde undersøgt Pantone Extended Gamut. Titlen var: Kan det virkelig passe, at Pantone Extended Gamut kan gengive 90% af alle Pantones Spotfarver? Det korte svar er, Nej. I en senere artikel i Print og Medier skal jeg nok uddybe.
Af andre spændende og lidt nørdede emner på forskningskonferencerne, var der blandt andet (oversat til dansk):
- Papirprægningsværktøjer: en hurtig fremstillingsproces ved hjælp af billedbehandling og additiv fremstilling (3D print) (af Feldmann, Spiehl and Dörsam, Technical University of Darmstadt, Institute of Printing Science and Technology, Germany). Det handlede om et eksperiment med at 3D-printe prægeforme til blindpræg og prægning af papir.
- Måling af farver i digitaltryk: Standardisering af digitaltryk (af Trochoutsos & Politis, Hellenic Open University, Greece)
- Trykte batterier, egenskaber ved substrater og komponenter, vedrørende bøjelighed og barriere (af Huebner, Krebes, Etzel, Nussbaum & Thamm, Stuttgart Media University, Germany)
Det handlede om at fremstille fx store plastre med sensorer der kan måle blodets iltoptag, puls og lignende til fx sportsudøvere. - Effekten af rasterteknologiers udseende på 3D printede overflader (af Abedini, Gooran and Nyström, Linköping University, Sweden)
- Spektral afhængighed af lysspredning i menneskehud registreret med en serigrafitrykt enhed til blodoximetri (af Krebes and Huebner, Innovative Applications of the Printing Technologies (IAD), Stuttgart Media University, Germany)Det handlede også om at trykke sensorer i stedet for traditionelt fremstillede sensorer
- Fremvisning af funktionelle trykfarver og elektronik gennem bærbar kunst (af Chang, Clemson University USA, Heusner & Schweppe, Rochester Institute of Technology, USA, and Argetsinger, State University of New York)
Der var altså rig lejlighed til at blive forvirret på et højere niveau.
Branchen er direkte involveret
Herudover var der en del såkaldte Keynote Speakers (gæstetalere) fra Bobst, X-rite Pantone, Intergraf og INGEDE, som alle gav en status på branchernes tilstand, set fra deres perspektiv.
Især sidstnævnte, Axel Fischer fra INGEDE – International Association of the Deinking Industry, Germany havde et interessant indlæg om udfordringerne ved at fjerne trykfarve fra genbrugspapir. Især UV-farver og nogle digitalprintede tonerbaserede farver gav udfordringer.
Men også Keynote-indlægget fra Bobst (Stelios Manousakis) var interessant: From pixel to drop: Inkjet innovations for the digital printing industry
Alle disse forskningsartikler bliver publiceret i IARIGAI’S publikation: Advances in Printing and Media Technology, som kan tilgås via deres hjemmeside. Jeg har selv en artikel i hver udgivelse siden 2016.
For alle os i den grafiske branche er det en rig mulighed for at have en finger på pulsen og følge med i, hvad der forskes i på de grafiske universiteter. Typisk er det jo spørgsmål som; Hvilke tekniske problemstillinger er der med de nye teknologier? Hvilke muligheder får vi med nye materialer og hvilke materialeegenskaber har de? Hvad med 3D-print? Og så videre.
Om de forskellige forskningsinstitutter
IC er en sammenslutning af uddannelsesinstitutioner, mens IARIGAI er en sammenslutning af forskningsinstitutter. IC står for: The International Circle of Educational Institutes of Graphic-Media Technology and Management, mens IARIGAI, står for: The International Association of Research Organizations for the Information, Media and Graphic Arts Industries.
For IC var det den 52. internationale konference og for IARIGAI var det den 47. internationale konference, så der er tale om et par veletablerede organisationer.
DMJX har været medlem af begge organisationer siden 1950’erne, fra dengang vi hed Den Grafiske Højskole. Vi afholdt faktisk IARIGAI-konferencen i 2004 i København.
LINKS
https://iarigai-ic-athens2021.org/
https://iarigai.com/
https://www.internationalcircle.net/