Det skal simpelthen være muligt for en selvudgiver at kunne gå ét sted hen og få præcis den støtte vedkommende har brug for. Det gælder uanset, om det er en der vil udgive sin familiekrønike i et oplag på fem eller en rutineret forfatter, der drømmer hele vejen til filmatiseringen.
Jens Stouge, der står bag det nye firma The Publishing, har boet en årrække i Dubai, hvor han har medvirket i udviklingen af alt fra 3D in-store projekter til opbygningen af uddannelses- og forlystelsesparker på flere kvadratkilometer. Alt sammen med sans for projektledelse og en autodidakt ekspertise inden for 3D-visuel kommunikation. Før det har han en længere karriere bag sig som både grafiker og leder i en række danske grafiske virksomheder.
Man bliver hurtigt klar over, at Jens Stouge ikke pakker tingene ind i diplomatiske vendinger. Han slår i bordet og stiller kritiske spørgsmål til alt omkring ham. Men han er også hurtig til at komme med forslag til nye løsninger. Det har medvirket til at skabe en række kontakter til interessante netværk og ikke mindst store varemærker.
Full-service forlag
Tanken om det globale online forlag The Publishing blev født sidste år under corona-pandemien.
– Jeg var stærkt begrænset i min udadvendte kontakt og brugte tiden på at udvikle nye ideer. På bogmarkedet fandt jeg et udækket behov. Der findes mange online forlag, hvor du kan komme med en mere eller mindre færdig bog, og få hjælp til at udgive den. Men der er ingen, der tilbyder hele pakken.
The Publishing er ikke bare en webportal, hvor man kan bestille en bogudgivelse. Bag den ligger et netværk, som Jens Stouge har opbygget gennem sine mange år i den grafiske og visuelle kommunikationsbranche. Et netværk der giver adgang til ghost-writers (medskribenter på bøger), layoutere, illustratorer, korrekturlæsere, oversættere, SoMe-eksperter og meget mere.
Det nye er, at man kan gå til The Publishing og få hele pakken. Hvis man selv har lavet hele bogen og bare gerne vil udgive den, kan man få en hjemmeside, salgsmateriale i form af postkort, bogmærker, visitkort m.m. samt visuelle placeringer på nogle af de internationale salgsportaler (fx Amazon, Google og Barnes & Noble), markedsføring på sociale medier og hvis ambitionerne er helt i top – pressekampagner. Med følger også en automatisk opgørelse hver måned over solgte bøger. En komplet løsning, hvis man bare vil være forfatter og ikke tusindkunstner.
Rettighederne forbliver hos forfatteren
For at gøre det overskueligt har Jens Stouge, og teamet bag, lavet fire pakker som man kan vælge til en standardpris. Eller man kan vælge præcis de ydelser man ønsker. Det kunne fx være oversættelse, design, illustrationer osv.
Udover at tilbyde flere ydelser end de fleste forlag påtager sig, så fortæller Jens Stouge også, at friheden og ejerskabet over udgivelsen forbliver hos forfatteren.
– Vi indgår en skriftlig aftale, hvor kunden betaler op front for sin pakke. Herefter udfører vi sammen de nødvendige opgaver og når bogen er publiceret, får forfatteren op til 98%, i royalties for de solgte eksemplarer som produceres og distribueres on-demand via vores netværk i en periode på tre år. Herefter tages aftalen op til revision.
Stort netværk – under konstant udvidelse
The Publishing har kontorer i Dubai, Budapest og Sydney. Til at starte med tilbyder de kun deres service for engelsksprogede brugere, men der arbejdes og udgives i alle ønskede sprogversioner. Men det vil ændre sig i takt med, at der opnås samarbejdsaftaler med nationale interessenter. Jens Stouge fortæller, at han er langt i forhandlingerne med interessenter fra blandt andre Norge og Sverige.
Der foreligger aftaler med trykkerier i Asien, Europa og USA. Han så også gerne, at der var danske trykkerier med i konceptet, men det er endnu ikke lykkedes at finde et, der kan matche de andre på pris og ydelser.
Tre år til toppen
The Publishing er et af tre firmaer som Jens Stouge driver. De to andre, Stouge & Co. samt No Limit Solution (som begge er binavne til firmaet Freckle) er henholdsvis et grafisk design og produktionsfirma og et 3D-produktionsselskab til event- og temaproduktioner. Han forventer selv, at The Publishing i løbet af tre år er blevet så stort, at det skal have nye investorer for at løfte firmaet ind i en ny æra. Det bliver spændende at følge dette velmente spark til forlagsbranchen, og se om bukserne holder.