Storformat, folier og inkjet fyldte i sagens natur meget på den netop overståede FESPA-messe. Vi har kigget nærmere på, hvad Canon, Ricoh, Roland DG og swissQprint havde at fortælle, og så blev der også tid til at kigge ind hos folieleverandøren Hexis.
Canon lancerer ny Colorado
Det er snart to år siden at Canon lancerede storformatprinteren Océ Colorado 1640. Med fokus på produktivitet, en høj automatiseringsgrad og lave produktionsomkostninger er det lykkedes at skabe en succes, som også er slået igennem i Danmark. 15 enheder er der solgt siden lanceringen.
På FESPA viste Canon så en ny version af Colorado’en – Océ Colorado 1650 – der skal tilgodese nogle af de segmenter, som man ikke ramte helt præcist i den første version. Det gælder blandt andet soft signage segmentet, som fx producerer bannere og flag, og car wrapping segmentet.
Colorado 1650 er udstyret med en helt nyudviklet UV-GEL-farve som har langt bedre strækevne en den farve der bruges i 1640’eren. Strækkeevnen er helt oppe på 85% og betyder, at bannere kan foldes og bilfolie strækkes til dette punkt uden at farven sprækker.
Med en ny UV-hærdningsmetode er det nu også blevet muligt at printe både mat og blankt med den samme farve. Ved den ”normale” hærdning bevæger UV-hovedet sig i sikker afstand fra slæden med printhovedet, hvilket giver et blankt udtryk. Ved at bevæge UV-hovedet helt tæt på printhovedet, hærdes farven hurtigere og får ikke tid til at ”flade ud”, hvilket giver en mere ru struktur og et markant mere mat billede. Metoden kan også bruges til at sikre, at farven hærder inden den siver igennem de ofte meget åbne bannerstoffer.
En tredje ny feature er muligheden for at printe på begge sider af banen, uden at rullen skal ud af maskinen. Et nyt tilbagespolingssystem gør, at rullen automatisk kan køres tilbage og processen gentage spå den anden side af mediet. Endnu en rutine der gør, at der spares tid på manuel håndtering.
Lanceringen af 1650’eren betyder ikke, at 1640’eren forsvinder fra markedet, fortæller Hans Dalmeijer fra Canon. Han siger:
– 1640’eren har været en succes fra begyndelsen, og den vil vi fortsætte med. Den tilbyder en exceptionel høj slidstyrke på farven der gør, at man i de fleste tilfælde ikke har brug for laminering. Med 1650’eren kan vi tilbyde en løsning, der har en slidstyrke på markedsniveau, men som tilgodeser de ønsker som især soft signage og car wrapping segmenterne har. Begge har de en høj automatiseringsgrad og lave produktionsomkostninger. De kan begge printe på helt almindeligt 90 gram kopipapir, hvilket fx kan gøre dem super konkurrencedygtige på kortvarende plakatkampagner.
Inkjet-giganten Ricoh rører på sig
Ricoh har i henved 20 år produceret både inkjetfarve og printhoveder. De sidder i vid udstrækning i maskiner der bærer andre navne, hvilket har gjort dem til en OEM producent (Original Equipment Manufactorer). Uden at forlade dette spor, satser Ricoh nu på at få deres helt egen del af inkjet-kagen. Først med CAD-printere og rulleprintere i high-end klassen og nu også med mere traditionelle storformatprintere og ikke mindst printere til DtG-markedet.
Det er kun seks måneder siden, at Ricoh sendte deres første flatbedprinter – Ricoh Pro T7210 UV – på markedet. På FESPA præsenterede de så lillebroren – Pro T6250 UV, der grundlæggende er den samme printer, bare i halvt format (1,3 x 2,5 meter).
Den printer i CMYK plus hvid, klar lak og en hærder, der skal sikre høj holdbarhed på printet. Det unikke er, ifølge Jan Brændholt fra Ricoh, at det hele sker i en og samme arbejdsgang. Farverne fås i tre versioner: En der sikrer størst mulige farverrum til grafiske applikationer; en der sikrer størst mulig vedhæftning på industrielle materialer og så en all-round version, som er en mellemting mellem de to.
Ricoh satser også benhårdt på DtG-markedet. Deres seneste lancering er den Anajet-udviklede Ri1000. Hidtil har de kun printet på bomuld med deres vandbaserede farver, men med den nyudviklet primer er det nu muligt at printe på syntetiske stoffer (fx sportstøj), det kræver dog en speciel primerstation. Alternativt kan man købe forbehandlede produkter som kan bruges direkte i printeren.
En eksplosion af farver og engagement hos Roland DG
Det lignede en back-lit reklame men var et sublimationsprint foretaget med Rolands maskine, blæk og papir på en Chromalux aluminiumsplade med polyesterbeklædning. Blandt farverne var flourescerende gul og magenta, som med var til at give en selvlysende effekt på billedet. Det var alene oplyst af en halogenpærer, men havde en meget eksklusiv effekt.
Claus V. Larsen fra Roland DG fortæller:
– Samarbejdet med Chromalux er helt nyt, men potentialet er enormt. Med den slags løsninger kan man fx lave displays, der er langt simplere end lyskasser og skabe en tilsvarende effekt samt med en meget høj holdbarhed.
Claus V. Larsen viste også, hvordan de med deres 8-farveprinter – RF-640 – fuldstændig kan matche logofarverne fra blandt andre motorcykelmærkerne KTM, Kawasaki og Honda ved at printe folie og montere det oven på originaldele fra de nævnte firmaer.
Den største nyhed hos Roland blev også vist på sidste års FESPA, men dengang kun som en konceptmodel. Nu er TrueVIS VG2 tilgængelig på markedet med en omkring 50 forbedringer og forhold til tidligere modeller. Printeren er blevet op til 40% hurtigere alene på grund af mere automatisering. Den kan printe i otte farver som kan være 2 x CMYK eller CMYK plus Light versioner af CMK samt en hvid.
Blandt de mange forbedringer nævner Claus V. Larsen med en diktion som et maskingevær:
- Løfter printrollers ved tilbageløb for ikke at lave spor
- Media clamps skal ikke fjernes ved medieskift
- Skær først print bagefter på bløde medier
- Lav ”overcut” på seje medier, så det er nemmere at pille op
- Flere skæremasker og større præcision på samme medie
- Ny øko-blæk er afgasset efter bare seks timer
- Større farverum
- Mindre farveforbrug
- Højere strækevne
- Bedre vaskbarhed
swissQprint tager den store rulle frem
Med en printbredde på op til 3,4 meter, en hastighed på op til 212 m2 i timen og ni frit konfigurerbare farvekanaler er der tale om en gigant inden for storformat rulleprint. swissQprint Karibu tiltrak sig stor opmærksomhed på FESPA og det var både lidt tilfældigt og heldigt, at vi fik fat i Rasmus Boss fra NIZE equipment, som kunne fortælle mere om printeren.
Det er swissQprints første rulleprinter og den er ikke bare en efterligning af andre produkter på markedet. Den skiller sig markant ud ved at have 136 vakuumzoner og en ink-collector, der både samler farve op ved print på mesh-materialer og samtidig gør, at man kan printe helt til kant.
En dual-roll løsning gør at man kan have forskellige typer medier på samtidig, også selvom de kræver forskellig banespænding. Udover standardfarverne kan der printes med hvid og lak. Rasmus Boss fortæller, at lak er usædvanligt i bannersegmentet, men at det giver nogle effektmuligheder man ellers ikke ser.
Om kunderne siger Rasmus Boss, at de nok primært skal findes blandt de eksisterende swissQprint-kunder, men dem er der heldigvis også en del af efterhånden. Rasmus fortæller:
– Under betatesten har de testet mere end 100 forskellige bannermaterialer. Og testen er forløbet ved, at de har stillet maskinen op, lavet en indledende træning og herfra har det bare kørt. Der har ingen supportbehov været, hvilket fortæller noget om, hvor gennemtænkt og veludviklet produktet er.
Uendelige kombinationsmuligheder hos Hexis
Der er ufatteligt mange varianter over spændende foliemateriale på Hexis’ stand. Christian Heilbroch fortæller, at Hexis’ koncept, modsat de fleste andre, er at tilbyde folierne i tre dele: En bundfolie, et printmønster og et laminat. På den måde behøver du ikke at købe større mængder af noget, du måske kun har brug for lidt af. Du kan kombinere løsningerne i det uendelige og skabe ting som ikke er set før.
Blandt de nye produkter viser Christian Heilbroch de såkaldt ”støbte” laminater (cast): PC Carbon, PC Wall og PC Brush som kan tilføje spændende visuelle effekter på ensfarvede eller printede folier. De er lidt i familie med den populære serie PC Star som har forskellige glimmereffekter indbygget. Disse laminater kan bruges på de flere end 100 forskellige farver car wrapping folier og skabe helt unikke effekter.