Vink Plast har en historie, der startede tilbage i 1968. Firmanavnet var dengang Duka Plast. Der har været opture og også nogle nedture i løbet af de 50 år. Et større milliontab først i 90’erne førte til et turn around-projekt, og det mundede ud i, at hollandske Vink Group stod bag en ”venlig” overtagelse i 1994. Vendingen ”venlig” overtagelse er taget fra jubilæumsbogen, Vink Plast har udgivet i forbindelse med deres 50 års jubilæum i sidste måned.
Skilte & Reklame, som henvender sig til den grafiske branche og skiltemarkedet, var en af afdelingerne i virksomheden. I virksomhedens første år tegnede Reklame sig kun for et meget lille omsætning, men i 80’erne blev afdelingen skilt ud som en selvstændig afdeling, og der kom for alvor gang i udviklingen med mange nye materialer som fx opskummet PVC. Og i 1991 gik de også ind på det grafiske område.
Vink Gruppen var mere reklameorienteret end Duka Plast
Da Vink Gruppen overtog virksomheden var det ikke bare en skelsættende dag for Duka Plast, det kom også til at betyde meget for udviklingen inden for Skilt & Reklame, da Vink Gruppen var meget reklameorienteret, fortæller Jan Busk, der er Business development chef i Vink Plast og forfatter til jubilæumsbogen.
I dag har virksomheden tre forretningsområder: Skilte & Reklame, Industri & Bearbejdning og Byg og inden for produktsiden arbejder de med industriteknisk plast, Bygge- & Interiørplast, Skilteplader & Folier samt Digitalprint & Laminering.
Medarbejderånden
En vigtig ting gennem alle de 50 år har været medarbejderne. Før Vink-tiden talte man om en Duka-ånd. I starten af virksomhedens historie var der ikke så mange medarbejdere, og der opstod en positiv familiær ånd.
”Man havde en vinderkultur, man ville ganske enkelt være de bedste. Man var god til at involvere hinanden i alle de succesoplevelser man fik. Det startede med en fredags-øl i kantinen, hvor ugens store og små begivenheder blev drøftet. Ordrerne blev gennemgået, og der blev gjort status på, om man nu havde nået alle de mål, man hav de sat sig, og ikke mindst om der var noget, man kunne gøre bedre.”

Ovennævnte er et citat fra bogen, og man fornemmer gennem hele bogen, at medarbejderne altid har været en væsentlig faktor i virksomheden, og er blevet inddraget i udviklingen. Det gjorde sig også gældende, da virksomheden skulle definere deres vision, mission og værdier. Det var ikke et ledelsesprojekt, men derimod en proces som samtlige medarbejdere deltog i.
– Vi er gode på det sociale område og sådan har det været siden starten af 1968. Det ses også af medarbejdernes anciennitet. Den er ret høj og til næste år kan vi fejre hele tre 40-års jubilæer, fortæller Jan Busk.
Fokus på fortsat teknologisk udvikling
Vink Plast lever i dag et meget selvstændigt liv i den internationale Vink koncern, men de udnytter naturligvis også de fordele, der er som medlem af en større organisation.
Virksomheden har konstant fokus på udvikling og nye teknologier. For eksempel begyndte de i 2014 også at arbejde med 3D-print, hvor de fik en Stratasys FDM-printer, og nu arbejder de også med SLA-printere.
– Vi gik ind i 3DP for at snuse til teknologien, men det blev hurtigt til et forretningsområde, fortæller Jan Busk.
Jan Busk ser også fortrøstningsfuldt på fremtiden. – Hvis vi fortsat har fokus på nye teknologier, så står vi også stærkt, når vi fejrer 60 års jubilæum, slutter Jan Busk vores samtale.