Konica Minolta har i samarbejde med GM – Grafisk Maskinfabrik – præsenteret en digital etiketløsning, der rummer det hele, og gør det til en fornuftig investering for konventionelle etiket-trykkerier at gå digitalt inden for det mellemstore marked. Eller at udvide produktionskapaciteten med en digital løsning.
Printenheden er en AccurioLabel 190, der printer mellem 9 – 19 m/min på de mest almindelige selvklæbende materialer i 1200 x 1200 dpi. I en god kvalitet skal man regne med en hastighed på omkring 13 m/min.
AccurioLabel 190 bygger på den kendte bizhub Press C1070, der har fået tilført ny software. Der er tale om en printløsning, der er nem at betjene, kører stabilt med konsistente farver gennem hele jobbet
GM har udviklet den luftfødte rullefeeder. Oprulningen sker under ”næsten” dagslys, fortæller Morten Toksværd fra GM, der præsenterede løsningen på Labelexpo i Brussels i september måned. Det betyder, at kvaliteten meget lettere kan kontrolleres.
Oprulningen sker til færdig rulle eller til færdiggørelse in-line. Færdiggørelsen kan også køre off-line.
I den udgave, der stod opstillet på Konica Minolta-standen på Labelexpo var der indbygget en GM-færdiggørelsesløsning. En DC 330 Mini All-in-One løsning. Den kan sammenlignes med en schweizerkniv til færdiggørelse, fortalte Morten Toksværd.
Først er der en Corona-enhed, der åbner for farverne, så de er klar til lakbehandling. Herefter følger lakværket til lakering på hele fladen eller som spotlak. Efter lakværket kommer lamineringsstationen, der også kan benyttes til Cold-foil.
Så er turen kommet til semi-rotations stanseværket. Et fuldroterende stanseværk fungerer ikke med digitalt udstyr, uddybede Morten Toksværd som forklaring på, hvorfor der var tale om semi-rotation. Det overskydende materiale rulles op, og til sidst skæres etiketrullerne op i de ønskede formater og oprulles.
Der er overalt en nem brugergrænsefalde, og alt kører efter standard-industrinormer, fortalte Morten Toksværd om løsningen.
Prisen for løsningen ligger omkring 2 til 2,5 million lidt afhængigt at behov.